En ansvarlig uddannelsespolitik
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Midtjyllands Avis 2. marts 2011.
S og SF's nye uddannelsesudspil er uansvarligt og uden realitetssans. At oprette 15.000 nye studiepladser løser ikke de udfordringer, vi står over for i uddannelsessystemet i dag. Det er en kendsgerning, at vi får brug for flere højtuddannede inden for en nær fremtid.
Her er regeringen allerede i fuld gang med at øge optaget på universiteterne - rekordstort optag i 2010 og en aftale om yderligere studiepladser i år.
Men det handler ikke kun om at lemme flest mulige ind på universiteterne. De nyuddannede skal også kunne få et job bagefter. Regeringen vil netop sikre, at der bliver optaget flere på de uddannelser, hvor der er gode beskæftigelsesmuligheder, og at studerendes erhvervsparathed øges.
Uddannelserne skal matche samfundets behov – uanset om den nyuddannede efterfølgende skal bidrage til at effektivisere den offentlige sektor eller til at øge væksten i den private. Den udfordring løser S og SF ikke med det nye udspil.
Samtidig er det et faktum, at selvom nogle unge forgæves måtte søge ind på en uddannelse sidste år, stod flere tusinde studiepladser ledige. De unge søger simpelthen mod de samme uddannelser. Så ved at oprette flere pladser på alle uddannelser vil de unge i større grad hobe sig op på populære uddannelser.
Der er for eksempel ofte ledige studiepladser på vigtige uddannelser for eksempel i teknik og naturvidenskab og på uddannelser i yderområderne.
Ved at oprette flere studiepladser vil S og SF affolke provinsbyerne for unge og gøre, at samfundet får uddannet færre inden for vigtige områder.
Men S og SF mangler i den grad også ansvarlighed på det økonomiske område. Partierne genbruger "Fair Løsning" som finansieringskilde. Hvor mange gange mon de agter at genbruge den usammenhængende plan?





