Der er masser af frihed og udsyn i regeringens universitetspolitik

Politikens Bjørn Bredal bruger i søndagens udgave lederen til at komme med en række generelle betragtninger om universitetsverdenen ud fra et enkelttilfælde – nemlig sagen om Milena Penkowa.

Den form for induktiv metode skal man nok være tilbageholdende med. Ikke mindst, hvis man er forlods disponeret for at finde bekræftelse af egne holdninger.

Vi ville alle gerne være Penkowa-sagen foruden, men at gøre den til eksponent for "en årelang nedbrydning af de akademiske standarder ved landets universiteter" og slå den i hartkorn med mit forslag om mulige nye etårige kandidatuddannelser er at spænde buen vel hårdt.

For det første har forskning og højere uddannelse vel ikke haft en mere fremtrædende plads på den politiske dagsorden end i de senere år. Og der er næppe nogen, der betvivler betydningen af forskning og uddannelse som forudsætning for, at vi kan klare os i den globale konkurrence.

Regeringen har øget bevillingerne til forskning og uddannelse markant. Siden 2006 er forskningsbevillingerne øget med 40 procent, antallet af ph.d.'er er fordoblet fra 1.200 i 2003 til 2.400 i dag.

Hvis vi fastholder det niveau, så svarer det cirka til, at der sidder en kommende ph.d. i hver eneste danske folkeskoleklasse. Endelig har vi forøget antallet af færdiguddannede kandidater på arbejdsmarkedet med 40 procent siden 2001.

Ironisk nok kommer Bjørn Bredals kritik efter et tiår, hvor vi har øget universiteternes selvstyre og foretaget afbureaukratiseringer. Senest med den nyligt fremsatte revision af universitetsloven. Målet er at give universiteterne mest mulig frihed til at gøre det, de er bedst til: at være universiteter.

Ligeledes er mit udspil om en etårig kandidatuddannelse alene et tilbud til universiteterne. Visse steder oplever vi, at uddannelsesforløb, som er møntet på at slutte med en bachelor på tre år, ikke er tilstrækkeligt efterspurgte på arbejdsmarkedet. Her vil der altså være mulighed for, at de studerende kan læse et år mere. Det er trods alt ikke alle, der har et ønske om mange år på skolebænken.

Lad mig i øvrigt tilføje, at fireårige universitetsuddannelser er ganske normale i en række andre lande med stolte akademiske traditioner – blandt andet England.

Jeg er fuld af respekt for, at lederskribenten er orienteret mod det hjemlige, men en gang imellem skal man ikke kun se sig selv i spejlet – man skal også huske at kigge ud ad vinduet.

Der er næppe nogen, der betvivler betydningen af forskning og uddannelse som forudsætning for, at vi kan klare os i den globale konkurrence.