Danmark i grøn førertrøje
Indlæg af uddannelsesminister Morten Østergaard (RV) og miljøminister Ida Auken (SF) offentliggjort i Frederiksborg Amts Avis 21. november 2011.
Danske forskere har meget at byde ind med, når det gælder innovativ forskning på det grønne område, og den udvikling skal vi støtte.
I ugen der gik, sagde det globale samfund velkommen til verdensborger nummer syv milliarder. Inden 2025 vurderer FN, at vi når den næste milliard. Tallene er ufatteligt høje, og derfor er det tvingende nødvendigt, at vi er på forkant med den miljøteknologiske udvikling, hvis vi skal klare de miljø- og ressourcemæssige udfordringer, vi går i møde. Fremtiden kalder på nye, intelligente løsninger, og dem skal danske virksomheder være med til at udvikle.
40 millioner til forskning
Hvis vi skal udnytte chancen for at være med til at udvikle fremtidens miljøteknologiske løsninger, så er det afgørende, at vi styrker samarbejdet mellem danske miljøteknologiske virksomheder og danske miljøforskere. Derfor har regeringen indgået aftale med alle Folketingets partier om 40 millioner kroner ekstra til strategisk forskning inden for miljøteknologi, som Det Strategiske Forskningsråd skal administrere.
At regeringen satser på strategisk forskning i miljøteknologi er helt i tråd med vores forslag om at oprette et Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram. Danmark skal nemlig være et grønt demonstrationsland, hvor nye teknologier bliver udviklet gennem partnerskaber med det private erhvervsliv.
Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram vil yde tilskud til test og demonstration af nye innovative tiltag på områder som for eksempel drikkevandsressourcer,kemikalier, affaldsbehandling, støj og bymiljø. Det er områder, hvor Danmark allerede har en stærk position både forskningsmæssigt og erhvervsmæssigt, men det er også områder, hvor der er behov for at fremme dansk eksport, og det gør vi bedst ved at styrke forskningen.
Vi skal også være forrest i forskningsfeltet, når det gælder for eksempel renere vand, luft og jord, tilpasning til klimaændringer og forebyggelse af oversvømmelser. Behovet for intelligente løsninger på disse felter bliver kun mere nødvendigt, når vi ser de klimaændringer, vi er vidne til i disse år.
Ud over det Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram vil midler fra Fornyelsesfonden (Erhvervsstyrelsen) derfor også gå til at markedsmodne grøn teknologi, og Udenrigsministeriet satser på grøn eksport.
Danske forskere har meget at byde ind med, når det gælder innovativ forskning på det grønne område, og den udvikling skal vi støtte op om. Vi skal gøre det, vi er bedst til i Danmark, og det er at levere konkurrencedygtige løsninger til det globale marked.





