Ansvarlige krav til universiteterne
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Berlingske Tidende 27. april 2011.
Den igangværende revision af universitetsloven har fået Københavns Universitets rektor og prorektor til skrivepulten.
Desværre er de ikke helt objektive i deres gengivelse af indholdet. Revisionen har blandt andet til formål at øge universiteternes frihed – men det fjerner jo ikke universiteternes samfundsmæssige ansvar. Jeg finder det ganske rimeligt, at skatteborgerne – gennem det politiske system – har mulighed for at stille krav til landets universiteter.
Skatteborgerne investerer hvert år over 20 milliarder kroner i landets otte universiteter. I dag kan en udviklingskontrakt indeholde 40-60 mål, som universiteterne selv formulerer. Fremover vil der være 3-5 mål, som er fremsat fra centralt hold, og 3-5 mål, som universiteterne selv formulerer.
Målene skal formuleres med udgangspunkt i samfundets behov. Målene må naturligvis ikke kompromittere universitetsloven.
Det er direkte indskrevet i lovteksten. Rektor og prorektors bekymring om blandt andet forskningsfriheden synes derfor mere politiserende end reel. Jeg forestiller mig, at kravene for eksempel kan være om antallet af optagne studerende eller forventninger til det internationale samarbejde.
Som det også står i lovens bemærkninger, bliver de nye udviklingskontrakter til i en dialog mellem universitetet og ministeren. Men også mellem forligskredsen og ministeren.
Så rektoratets bekymring er unødvendig. Jeg undrer mig over, hvor rektor og prorektor opstiller skræmmebilleder af de nye, forenklede udviklingskontrakter?
