Universiteterne skal skabe værdier og vækst

Universitetet er som en maskine, mener kommentator Anders Raahauge i JyllandsPosten 17. juli. Det er en beskrivelse, som bestemt ikke kommer fra min mund. Raahauge får i kommentaren drejet flere af mine udmeldinger, så de passer ind i hans maskinebeskrivelse.

Jeg er helt klar over, at alt ikke kan gøres op i kroner og øre. Derfor har jeg også i flere sammenhænge sagt, at universiteterne skal give os noget at leve af – og noget at leve for. Det vil sige, at universiteterne dels skal give os den viden, som giver grobund for vækst, og dels skal give os for eksempel kulturforståelse og referencer, som gør os i stand til at forstå verdenen omkring os og os selv bedre. 

Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at jeg ønsker, at uddannelserne i højere grad skal afspejle samfundets behov (og ikke udelukkende erhvervslivets). Vi skal ikke have uddannelser, hvor unge læser fem år for så ikke at kunne anvende uddannelsen efterfølgende. Det kan hverken den studerende eller samfundet være tjent med. Men jeg mener bestemt også, at samfundet har behov for mange forskellige typer uddannelser – vi skal bruge kandidater til rigtig mange forskelligartede opgaver: for eksempel nogle til at modernisere den offentlige sektor, nogle til at forestå undervisningen på gymnasier og universiteter, nogle til at skabe vækst i det erhvervsliv, der jo finansierer vores velfærd.

Raahauge har ganske uret i, at jeg "vil lave alle universiteter om til handelsskoler". Derimod vil jeg gerne, at kandidaterne opnår en øget tværfaglig forståelse – uden at kompromittere fordybelsen, samt at de løbende – og ikke blot i slutningen af studierne – udfordres på, hvorledes den nyerhvervede viden kan bringes i anvendelse. Den ambition er jeg ingenlunde ene om. Blandt andet har flere af universiteterne for længst igangsat overvejelser om, hvorledes det kan ske. Samfundet er dynamisk. Det skal universitetet derfor i en vis udstrækning også være.

Som jeg ser det, er der ingen vej uden om internationaliseringen. Man kan vælge at føle sig "truet", eller – som jeg foretrækker – at se mulighederne. Men skal vi omdanne globaliseringens muligheder til vækst for Danmark (økonomisk, kulturelt, m.v.), så skal vores kandidater – på de studier, hvor det er relevant – hjælpes bedre til at læse et semester i udlandet. Det er – også ifølge mange af de studerende – et vigtigt led i deres personlige og faglige udvikling. Samtidig efterspørges en mere international kulturel forståelse. Danmarks internationale samarbejdsrelationer øges hver eneste dag. Det skal vores kandidater da forberedes bedst muligt til.

Jeg er dog helt enig med Raahauge i, at danske universiteter er "internationale". Alle universiteter har i dag omfattende internationale relationer og indgår blandt andet i rigtig mange internationale forskningsfora. Jeg forstår på universiteterne, at de løbende undersøger, hvorledes disse relationer i øget omfang kan komme de studerende til glæde og gavn. Det er naturligvis meget vigtigt. Men det erstatter ikke et semester i udlandet.

"Tvang" er dog ikke et ord, som jeg som konservativ er begejstret for. Jeg har sagt, at udgangspunktet skal være, at universitetsuddannelser skal indeholde et semester i udlandet, der hvor det er relevant. Ved at få det indarbejdet i studieplaner, så vil studerende lige fra studiestart vide, at de skal til udlandet, og en del af barriererne – ikke mindst de administrative – bliver mindre, når alle er forberedt på det. Jeg har også sagt, at jeg har stor forståelse for, hvis for eksempel nybagte forældre finder det uhensigtsmæssigt at skulle et semester til udlandet. 

Universitetsverdenen er kompleks og sammensat. Her er sjældent tale om "enten eller". Jeg køber derfor ikke Raahauges maskineterminologi. Den er simpelthen for ensporet.