Skudt over mål
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Jyllands-Posten 24. september 2010 under overskriften "NemID for den digitale tidsalder".
Jyllands-Posten taler med vægt frihedens sag, også i lederen torsdag 16. september, hvor den nye digitale signatur, NemID, får en tur i den ideologiske vridemaskine. Der bruges dog ikke mange spaltemillimeter af lederpladsen på at forklare, at danskernes nye identifikation på internettet – NemID – er mere sikker og nem at bruge og giver borgerne større fleksibilitet, end den tidligere digitale signatur og de tidligere adgangsløsninger til netbankerne gjorde.
"It-socialisme, digital socialisme og ensretning". Sådan betegner Jyllands-Posten tankegangen bag NemID, og hovedproblemet er, forstås, at der er tale om én central løsning på vores behov for sikker identifikation i den digitale tidsalder. Hvis lederskribentens tankegang skal tages bogstaveligt, må Jyllands-Posten også vende sig imod cpr-numre, pas, fødselsattester, sygesikringskort mv.
Jeg ser NemID fra en noget anden synsvinkel. Der er tale om et ambitiøst og internationalt set enestående samarbejdsprojekt mellem det private erhvervsliv og det offentlige. Projektet vil give danskerne vores digitale tidsalders svar på sygesikringskort, pas og underskrift – i én og samme ombæring. NemID kan bringe både danskerne, vores finanssektor, virksomheder og den offentlige sektor et hestehoved foran i en effektiv og sikker udnyttelse af internettets muligheder. Det vil give muligheder for vækst og nye job i den private sektor samt besparelser og effektiviseringer i administrationen i både virksomheder og offentlige institutioner.
NemID er et ambitiøst og stort projekt, og allerede inden nytår ventes tre millioner danskere at have fået deres NemID. Det er helt naturligt, at et så stort projekt får masser af omtale og kritik. Som minister er jeg faktisk glad for kritikken, den er med til at kaste lys over alle aspekter af NemID. Og vi kigger naturligvis meget seriøst på alle de aspekter, der kommer frem.
Kritikken i Jyllands-Postens leder er, efter min bedste overbevisning, skudt over mål. Der er på ingen måde tale om "magtapparatets umyndiggørelse af borgerne", og jeg må understrege, at vi tager alle bekymringer og problemstillinger omkring sikkerheden alvorligt. Faktisk så alvorligt, at et af kritikpunkterne mod NemID – at vi endnu ikke er parat til at lancere en model til de små kontor-mobiler, smart-phones – netop skyldes, at sikkerhedskravene er helt i top.
Samtidig er det vigtigt at have en signatur, som er nem og brugervenlig og kan fungere på langt de fleste computere. NemID opfylder disse krav, og som et offentlig-privat samarbejdsprojekt vil NemID give fordele både i virksomhederne og på kommunekontorerne.





