Videre til indhold. | Videre til menunavigation

26.01.2010

Sådan syer en liberal skrædder

Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort 26. januar i Politiken under overskriften "Sådan er liberalt skrædderi".

Hvis det ikke er liberalt at foreslå en lov om private universiteter i Danmark og samtidig sikre øget selvstyre til de offentlige universiteter – så ved jeg ikke, hvad Mette Bock forstår ved liberalisme. 

Ikke desto mindre efterlyser hun her i avisen (21.1) en "liberal skrædder" på universitetsområdet. 

Jeg kan forsikre Mette Bock om, at tråden i alt det skrædderarbejde, som regeringen har stået for på universitetsområdet, har haft en klar borgerlig-liberal kulør:

Det var som bekendt VK-regeringen, der indførte de selvstændige universitetsbestyrelser. Det var denne regering, der sikrede den markante investering i forskning og uddannelse, der betyder, at alene basismidlerne til universiteterne er øget med 40 procent fra 2002 til 2010. Det er også VK-regeringen, der har imødekommet 18 ud af de 20 ønsker til flere frihedsgrader på blandt andet ledelses- og personaleområdet, der har været foreslået af universiteterne siden 2002. 

For nylig gik vi så skridtet videre med henblik på at sikre endnu flere frihedsgrader til universiteterne. Denne gang på uddannelsesområdet, hvor der blev opstillet 24 konkrete forslag til forenklinger, som jeg har taget meget positivt imod. Der er kun tre forslag, som jeg umiddelbart ikke er indstillet på at gå videre med. 

Universiteterne har med andre ord fået stadig flere frihedsgrader under VK-regeringen. Og jeg ønsker, at de skal have flere endnu. Således foreslog jeg som opfølgning på universitetsevalueringen, at de traditionelle udviklingskontrakter bør afløses af resultatkontrakter, hvor universiteterne skal måles på de mål, som samfundet opstiller. 

En styrkelse af de offentlige universiteter kan imidlertid sagtens ske samtidig med, at vi skaber mulighed for at etablere private universiteter i Danmark. Det skal ske gennem en lov om friuniversiteter, akkurat som vi allerede kender det på folkeskole- og gymnasieområdet. 

Private universiteter vil være et supplement i det danske universitetslandskab. Det kan være med til at sikre et øget privat bidrag til forskning og udvikling. Det kan styrke nogle af de danske spidskompetencer for eksempel inden for grøn vækst. Det kan skabe endnu tættere relationer til verdens førende videnmiljøer og en tæt kontakt til aftagerne af kandidater og af den viden, der skal bidrage til fremtidens vækst. 

En liberal universitetspolitik handler derfor både om øget selvstyre og bedre rammer for de offentlige universiteter og om at give mulighed for, at private universiteter vil kunne se dagens lys i Danmark med de fordele og perspektiver, det vil give. 

Derfor er jeg helt enig med Mette Bock, når hun skriver: "Et privat universitet skal da være velkomment – men det fjerner ikke universiteternes behov for øget selvstyre". Men at konkludere, at der ikke føres liberal politik på universitetsområdet i Danmark – det er jo fuldstændig absurd. 

Del