Opfordring til gymnasieelever: Se på flere uddannelser
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Skive Folkeblad samt flere lokale aviser 1. og 2. december 2010.
I øjeblikket suser uddannelseskaravaner rundt i landet, uddannelsesmesser har besøg af tusinder af unge og uddannelsesvejledere arbejder på højtryk. Unge retter i disse dage tankerne mod fremtiden. En uddannelse er den bedste fremtidssikring, man kan give sig selv. Listen over fordele er lang: gode jobmuligheder, personlig udvikling, højere løn etc.
Jeg har en simpel opfordring til de unge, der ønsker en uddannelse: Søg bredt! Vi har netop analyseret tallene om årets afviste universitetsansøgere. Det viser, at næsten halvdelen af de afviste ansøgere kun havde søgt én uddannelse.
Hvis man virkelig ønsker at komme ind på universitetet, så er det klogt at søge mere end ét sted og mere end én uddannelse. Vi har knap 300 uddannelser i Danmark på de otte universiteter. Uddannelserne tilbyder forskellige fag, undervisningsformer og geografisk placering. Alt har selvfølgelig indflydelse på studievalget. Hovedparten af uddannelserne har nært beslægtede uddannelser. Så hvis man virkelig ønsker en uddannelse, så bør man sætte flere krydser.
En sidebemærkning er, at næsten 3000 af de afviste universitetsansøgere slet ikke kom i betragtning til uddannelserne, fordi de ikke opfyldte minimumkravene, for eksempel fag på specifikke niveauer. Derfor er det også en god idé at undersøge kravene, inden uddannelsesønskerne sendes af sted.
Så kære gymnasieelev: Når du i den kommende tid undersøger dine uddannelsesmuligheder, så orienter dig bredt.





