NemID er nemt og sikkert
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Berlingske Tidende 7. juli 2010.
I et læserbrev i Berlingske Tidende 3. juli skriver Mogens Stub, at den nye digitale signatur, NemID, er bøvlet i forhold til den løsning, vi har i dag. Jeg håber dog, at Mogens Stub vil give NemID en chance for at vise, at NemID kan leve op til sit navn.
Jeg har selv haft lejlighed til at afprøve NemID, og det er både nemt og sikkert at bruge. NemID er sikkert, fordi det er en tofaktor-løsning. For at logge ind skal der nemlig bruges to ting. Dels noget, borgeren har i hovedet (brugernavn og adgangskode), og dels noget, borgeren har i hånden (nøglekortet). Det gør det meget vanskeligere for svindlere at bryde sikkerheden.
Mogens Stub behøver ikke være bange for sikkerheden, hvis han mister nøglekortet med koderne. Uden brugernavnet og adgangskoden er kortet nemlig værdiløst. For alle tilfældes skyld er det en god idé at få spærret mistede kort hurtigst muligt ved at henvende sig til DanID på telefon 80 30 70 10. Man skal heller ikke bekymre sig om at bruge samme kode flere gange. Systemet holder styr på koderne og beder om en ny kode hver gang, ligesom systemet automatisk fremsender nyt nøglekort, inden det gamle er brugt op.
Borgerne kan bestille et nyt nøglekort og få tilsendt med posten inden for tre dage. Hvis det haster mere, kan man afhente et nøglekort på et kommunalt borgerservicecenter eller i sin bank. NemID er gratis for borgeren, og der skal derfor ikke betales for nøglekort.
I en årrække har både Jyske Bank og Sydbank brugt et tilsvarende system. Her har kunderne være rigtig glade for løsningen, da det er nemt at forstå og bruge nøglekortet.
Jeg synes, NemID giver danskerne store forbedringer i forhold til i dag – øget sikkerhed, nemt at bruge og en stor fleksibilitet, da NemID kan bruges på alle computere.





