Glædeligt at S er blevet klogere
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Børsen 20. maj 2010.
Det er glædeligt, at Yildiz Akdogan i tirsdagens indlæg i Børsen har bragt sin påstand om, hvor mange penge Danmark kunne hjemtage til bredbåndsudrulning i nærmere overensstemmelse med fakta. Udmeldingen om, at regeringen "snød Danmark for IT-milliarder" gentages således ikke.
Jeg har dog svært ved at genkende Yildiz Akdogans billede af, hvor slemt det står til på bredbåndområdet i Danmark. Den nyeste bredbåndskortlægning viser, at over 98 procent af alle husstande og virksomheder har adgang til bredbånd på mindst 2 Mbit/s. I denne uge kom desuden en ny EU-rapport, som viser, at Danmark er blandt de lande i EU med størst bredbåndsudbredelse og samlet betegner Danmark som en førende IKT-nation.
EU-puljen, som Yildiz Akdogan henviser til, var på cirka 7,5 milliarder kroner, men Danmark havde maksimalt adgang til at modtage 22,5 millioner kroner. Dem har regeringen naturligvis hjemtaget. EU-pengene er brugt til initiativer, som samtænker miljø- og naturbeskyttelse med en moderne og konkurrencedygtig landbrugsproduktion og skaber en bedre balance i forhold til udkantsområderne. Det er mildest talt ejendommeligt, at Socialdemokraterne ikke synes, det er en god idé. Især i betragtning af at udrulningen af bredbånd faktisk er i europæisk top og endda uden brug af skattekroner.





