Videre til indhold. | Videre til menunavigation

12.05.2010

Flere skal følge Novo-fondens eksempel

Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort 12. maj 2010 i Information under overskriften "Flere skal følge Novo-fonden".

Københavns Universitet fik i marts Danmarks hidtil største private forskningsdonation fra Novo Nordisk Fonden – en imponerende donation på 885 millioner kroner til at etablere et forskningscenter med fokus på stofskifte.

Men i pressen har donationen handlet om noget andet. Her har der været kritik af donationen, og der er blevet sået tvivl om forskningsfriheden på Københavns Universitet. Det er naturligvis ærgerligt, at der har været fokus på alt andet, end de fantastiske muligheder denne donation bidrager med.

Jeg vil gerne slå fast, at for mig er forskningsfrihed et grundlæggende princip i universiteternes liv og i vores demokratiske tradition. Ligegyldigt om pengene til forskning stammer fra basismidler eller er doneret af private skal forskningen leve op til samme høje standard. Det må der ikke herske tvivl om.

Når det er sagt, så vil jeg gerne fremhæve, at jeg ikke kender til nogen forudsætning om, at bevillingen fra Novo Nordisk Fonden skal beskytte Novo-gruppens omdømme, og der er ikke foretaget ansættelser til forskningscentret, som er i strid med reglerne. Jeg har forståelse for, at Novo vil beskytte sit omdømme, hvis henvisningen knytter sig til generelle etiske principper om, at der ikke må ske dyremishandling, videnskabelig uredelighed e.l. Hvis det er tilfældet, har jeg svært ved at se, hvem der kan have noget mod dette.

Jeg håber ikke, at Novo Nordisk Fondens donation og den efterfølgende kritik har skræmt andre private fonde, virksomheder eller lignende fra at give penge til forskning, for jeg håber, at flere vil følge Novo-fondens eksempel.

Del