Videre til indhold. | Videre til menunavigation

21.07.2010

Flere optagne giver flere penge

Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Århus Stiftstidende 21. juli 2010.

Der bør følge penge med min opfordring til universiteterne om, at der skal optages flere unge på universiteterne. Det skriver Aarhus Stiftstidendes leder søndag den 18. juli. Men det er faktisk allerede tilfældet i dag. Vi har i Danmark et taxametersystem, som gør, at jo flere studerende det enkelte universitet optager, jo flere penge får universitetet.

I Danmark har vi valgt et system, hvor det enkelte universitet afgør, hvor mange pladser der skal være på de forskellige studier – med undtagelse af meget få uddannelser, for eksempel læge, dyrlæge og tandlægeuddannelserne.

Universiteterne har ansvaret for at sikre undervisningskvaliteten, og derfor er det også naturligt, at de fastsætter antallet af studiepladser.

Det er klart, at flere pladser ikke må ske på bekostning af uddannelseskvaliteten. Men som minister føler jeg, at det er min pligt at påpege over for universiteterne, når jeg ser uheldig tendens. Og det gør jeg her. Vi er lige nu i en situation, hvor mange unge ønsker en uddannelse, og hvor samfundet samtidig har behov for højtuddannet arbejdskraft. Som samfund, mener jeg ikke, at vi har råd til at afvise så mange kvalificerede ansøgere, og derfor sendte jeg en opfordring til landets universitetsrektorer, om det var muligt at øge antallet af pladser uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Heldigvis har flere rektorer allerede taget positivt imod min opfordring om at udvide antallet af pladser. Men det er klart, at man ikke fra den ene dag til den anden kan øge optaget, så det imødekommer de unges ønske og samfundets behov. Derfor ser jeg også frem til, at jeg sammen med universiteterne skal kigge nærmere på problemstillingen frem mod næste års optag.

Del