Fast forbindelse til fremtidens job og vækst
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Information 23. juni 2010 under overskriften "Broen til job og vækst".
For ti år siden kunne Danmark og Sverige realisere en over hundrede år gammel drøm, da den 16 kilometer lange, faste forbindelse mellem København og Malmø blev åbnet.
Og om ti år kan vi åbne ESS, et af verdens største, mest avancerede mikroskoper – et enestående internationalt forskningsanlæg, som Sverige og Danmark i fællesskab har fået placeret i Øresundsregionen, og som vil kunne virke som en magnet for forskere, studerende og videntunge virksomheder fra hele verden.
De to anlæg – Øresundsbron og ESS – viser, hvad et godt, tillidsfuldt samarbejde mellem Danmark og Sverige betyder for udviklingen i hele Øresundsregionen. Og hvilke nye, lovende muligheder det skaber for danskere og svenskere, ikke blot i hovedstadsregionen og Sydsverige.
I løbet af de ti år med Øresundsbron er den daglige trafik over sundet vokset eksplosivt til knap 72.000 personer per dag, heraf godt 20.000 daglige pendlere – de talte kun godt 2700 i 2000.
Vi shopper, studerer, arbejder og bor på kryds og tværs. Og de attraktive natur- og kulturtilbud – de nyeste tilbud på Malmøs kulturscene er Moderna Museet og Malmø Arena – er i høj grad med til at trække både turister og fastboende over Øresund til og fra Sydsverige.
Jeg er overbevist om, at ESS vil kunne få en lige så markant effekt på både de danske og svenske uddannelses-, forsknings- og innovationsmiljøer, hvis vi i det kommende tiår arbejder lige så målbevidst på at udnytte mulighederne.
Det forarbejde skal gennemføres på politisk og administrativt niveau, så vi i det omfang, det er praktisk muligt, fjerner de eksisterende barrierer for grænseoverskridende samarbejde. Danmark har under sit igangværende formandskab i Nordisk Ministerråd netop prioriteret reduktion af grænsehindringer i sit arbejdsprogram.
Men forarbejdet skal i høj grad også gennemføres i uddannelses-, forsknings- og innovationsmiljøerne. Vi har allerede i dag miljøer i verdensklasse, som kan hente samarbejdsgevinster, ikke mindst i lyset af de minimale geografiske, kulturelle og mentale afstande i Øresundsregionen. Således er Københavns Universitet og Lunds Universitet med i toppen af de internationale rankinglister af universiteter, som DTU er det inden for de tekniske universiteter.
Den fælles ramme for samarbejdet mellem universiteterne i regionen er Øresundsuniversitetet, der omfatter cirka 150.000 studerende og cirka 12.000 forskere. Universiteterne har indledt et spændende samarbejde i Øresund Org med regionale myndigheder, virksomheder og forskerparker, så innovations- og erhvervsdelen tænkes med i samarbejdsprojekter og markedsføringen af regionen internationalt.
Vi har også et godt integreret Medicon Valley i Øresundsregionen, hvor hospitaler, universiteter, forskerparker og store og små virksomheder inden for biotek- og medicinalbranchen samarbejder på kryds og tværs over Øresund. Branchen er i øjeblikket, ikke mindst på finansieringssiden, ramt af efterdønningerne af finanskrisen og det internationale økonomiske tilbageslag. Men biotek- og medicinalbranchen rummer også fremover særdeles gode vækstmuligheder, ikke mindst i lyset af de stærke sundhedssektorer i både Danmark og Sverige og en stærk politisk vilje til at støtte offentlig-privat samarbejde.
På sine imponerende 190 meter drejer arkitekturkæmpen Turning Torso om sin egen akse på Malmøs havnefront og signalerer vilje, kreativitet, mod, innovation og ingeniørmæssig viden i verdensklasse. Budgetoverskridelser skal vi undgå. Men jeg håber og tror, at ESS kan blive et tilsvarende fyrtårn for fremtidens job og vækst i Øresundsregionen inden for uddannelse, forskning og innovation.
Derfor: Vi kan med god grund i disse dage fejre tiåret for indvielsen af Øresundsbron. Men vi bør samtidig give håndslag på gode forberedelser, så vi om ti år kan fejre en tilsvarende succes, når vi åbner dørene for ESS. Så får vi en fast forbindelse til fremtidens job og vækst.





