Videre til indhold. | Videre til menunavigation

19.07.2010

Et fælles ansvar

Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Information 19. juli 2010.

Som Informations leder skriver torsdag 15. juli er det en god historie, at vi i år har rekordmange unge, som ønsker at tage en uddannelse. Men set fra mit bord bliver det først en rigtig god historie, hvis vi rent faktisk også får flere unge, som bliver optaget og gennemfører en uddannelse.

Som minister for universitetsområdet er det mit ansvar at påpege, når jeg ser en uheldig tendens. Og det er en uheldig tendens, at mange kvalificerede ansøgere bliver afvist af universiteterne, når samfundet samtidig har brug for højtuddannet arbejdskraft. Derfor forstår jeg heller ikke, at Information i lederen kalder det "en gratis omgang", når jeg skriver til universiteternes rektorer og opfordrer til at øge antallet af studieplader, hvor det er muligt. 

Jeg vil fortsat lade det være op til det enkelte universitet at bestemme, hvor mange pladser der skal være på de forskellige studier. Det tror jeg, de er de bedste til at vurdere, frem for at vi fastsætter antallet af pladser fra centralt hold. Universiteterne har ansvaret for undervisningskvaliteten, og derfor er det også naturligt, at de fastsætter optaget. Men set fra samfundets side har vi brug for flere højtuddannede.

Jeg vil også gerne rose universiteterne for, at de tager det fælles ansvar alvorligt. Flere universiteter har tilkendegivet, at de allerede i år kan øge antallet af pladser på enkelte studier. Det er dog klart, at det er begrænset, hvad universiteterne kan nå her i juli måned. Derfor venter der også et arbejde frem mod næste års optag, så vi i højere grad kan imødekomme de unges ønske om at læse på universitetet og samfundets behov for flere højtuddannede. Det ser jeg frem til, for jeg fornemmer en enorm velvilje fra universiteterne for at få løst denne problematik. 

Lederen skriver også, at det økonomisk er en gratis omgang for mig som minister at komme med en sådan udmelding. I den forbindelse vil jeg blot minde om, hvordan vores taxametersystem fungerer – nemlig ved at universiteterne får betaling per studerende. Hvis universiteterne optager flere, vil de derfor også få flere penge. Fra politisk side har vi netop givet bedre økonomiske rammer ved at øge taxameteret på de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser samt bevilliget seks millioner kroner til at modernisere universiteternes laboratorier.

Del