Videre til indhold. | Videre til menunavigation

07.06.2010

Det handler om ansvarlighed

Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Information 7. juni 2010 under overskriften "Ansvarlighed".

Jeg kan forsikre talsmand for Danske Universiteter, Jens Oddershede, om, at vi i Videnskabsministeriet ikke har glemt konkretisering af målsætningen om at bruge en procent af BNP på forskning, som Oddershede ellers skriver i sit indlæg "Fremtid eller forfald". Det er ikke på grund af glemsomhed, men fordi situationen har ændret sig, at vi tilpasser forskningsbevillingerne til det faldende BNP – lige nøjagtigt som det blev aftalt i velfærdsforliget i 2006. 

Det ser jeg som ansvarlighed, og som at regeringen holder, hvad vi lover. Nogle universiteter har vist forståelse og er gået konstruktivt ind i det. Imens har andre primært kommet med en klagesang. Facts er, at vi i årevis har vidst, at vi var på vej ind i en økonomisk krise. Hvis vi i stedet var gået ind i en tid med et stort opsving, så er jeg overbevist om, at universiteterne også ville ønske – eller kræve – at vi regulerede tallene opad.

Uanset om man er et land eller en virksomhed, som disponerer over milliarder, eller en lille familie, som skal have budgettet til at løbe rundt, skal man tilpasse sig til situationen.  

Universiteterne har faktisk haft det relativt fordelagtigt, idet den økonomiske krise først viser sig på deres økonomiske konto i 2013 – altså cirka fem år efter, at krisen var en realitet. For langt de fleste virksomheder er det nødt til at ske med meget kortere varsel.

Del