Der er noget at komme hjem til!
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Berlingske Tidende 2. juni 2010 under overskriften "Debat: Vi ligger i den pæne ende".
Det var med stor glæde, men også bekymring, at jeg læste Adam Bank Lentz' debatindlæg i Berlingske Tidende den 30. maj. Glæde fordi Adam Lentz har gjort præcis, som jeg synes, at alle danske studerende skal, nemlig at tage ud i verden og tilegne sig ny viden. Samtidig har Adam Lentz, der for tiden studerer i USA, planer om at vende tilbage til Danmark med sin nyerhvervede viden. Det er præcis sådan, at det skal være.
Min bekymring ligger i Adam Lentz' beskrivelse af de økonomiske forhold på danske universiteter.
Når man ser på danske avisers skriverier og rektoren fra Københavns Universitets udmeldinger, så kan jeg godt forstå, at Adam Lentz kan få det indtryk, at de danske universiteter bliver udsat for massive besparelser. Men jeg kan ikke genkende det dramatiske billede, der bliver tegnet.
Nu skal man ikke tro på alt, hvad man læser. Faktum er, at regeringen prioriterer uddannelse og forskning og har ambitiøse mål for de danske universiteter. Danmark har et mål om at bruge en procent af BNP på forskning, og det vil vi selvfølgelig holde fast i. Faktisk er vi over det mål her i 2010, og når vi sammenligner Danmark internationalt, hvad angår offentlige bevillinger til forskning og udvikling, så ligger vi i den pæne ende.
Der er – og vil altid være – brug for dygtige unge med viden og internationalt udsyn. Så jeg vil gerne sige til Adam Bank Lentz, at de danske universiteter har høj kvalitet, og der er bestemt noget at komme hjem til!





