13 procent flere optagne uden trylleri
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) offentliggjort i Midtjyllands Avis 9. august 2010 under overskriften "13 procent flere studerende optaget uden trylleri".
Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl skriver i Midtjyllands Avis den 21. juli, at universiteterne skal trylle for at kunne optage flere under de nuværende forudsætninger. Det er virkelig useriøst. Jeg mener ikke, at man behøver magi for at optage flere på universiteterne.
Kirsten Brosbøl vil have, at universiteterne skal have flere penge blandt andet til undervisningsfaciliteterne for at det kan lade sig gøre at optage flere. Her må jeg minde hende om, at der netop i år er underskrevet en aftale på seks milliarder kroner til modernisering af universiteternes laboratorier. Derudover får universiteterne penge per studerende – altså jo flere studerende, jo flere penge. Faktisk er taxameterbevillingen til de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser fra i år hævet markant. Begge aftaler har Socialdemokraterne selv været med til at vedtage.
Og ja, selvfølgelig ønsker universiteterne flere penge. Alle ønsker flere penge. Oppositionen lover flere penge uden at beskrive, hvad der så skal nedprioriteres. Som medlem af en ansvarlig regering forholder jeg mig til virkeligheden.
Videnskabsministeriet har hen over foråret været i løbende dialog med universiteterne om at udvide antallet af studiepladser. Derudover har jeg som ansvarlig minister sendt et brev til universiteternes rektorer med en opfordring om at oprette flere studiepladser på relevante studier – gerne allerede i år, men også fremadrettet. Da universiteterne skal stå inde for undervisningskvaliteten, er det dem, der fastsætter antallet af studiepladser. Politikerne udstikker de overordnede retningslinjer. Den ansvarsfordeling vil jeg fastholde, da jeg mener, at en anden fordeling vil kunne kompromittere undervisningskvaliteten.
Årets rekordstore optag ændrer ikke ved min ambition om, at vi de kommende år skal optage endnu flere på universitetsuddannelserne. Samfundet har brug for mange højtuddannede i fremtiden. Men antallet af kandidater skal også tilpasses samfundets behov. Det nytter ikke, at vi blot optager alle på deres førsteprioritet, da mange unge så vil spilde fem år på en uddannelse, hvor der ikke efterfølgende er brug for dem på arbejdsmarkedet. Og det er en ulykkelig situation for alle parter.
Universiteterne har i år optaget 13 procent flere helt uden trylleri eller anden magi, men ved realistiske studievalg af de unge og fornuftigt planlægning af universiteterne. Den stil skal vi fortsætte med.





