Unødvendigt sortsyn
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i dagbladet Børsen 7. september 2009 under overskriften "Unødigt sortsyn".
Adm. dir. Kim Fournais fra Saxo Bank tegner et helt ubegrundet negativt billede af Danmark i Børsen torsdag den 27. august. En enkelt international benchmark, hvor Danmark klarer sig dårligere end sidste år, får Fournais til at tegne et mørkt og dystert billede af landets fremtid.
Glemt er de talrige internationale undersøgelser, som har givet Danmark en top-fem placering inden for blandt andet konkurrrenceevne og digitalisering. Oveni påstår Fournais, at der er 25.000 højtuddannede udlændinge, der hvert år fravælger Danmark på grund af vores skattesystem.
Lad mig minde om konkrete facts: På bare to år – fra 2006 til 2008 – mere end fordobledes antallet af ansøgninger til den relevante statslige styrelse, CIRIUS, om at få en vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer. Ansøgningerne kommer primært fra veluddannede udlændinge, som ønsker at komme til Danmark og arbejde.
Før VK-regeringen var 363 forskere med i bruttoskatteordningen – i begyndelsen af 2009 var tallet vokset med over 150 procent til 948. Og antallet af udenlandske videnskabelige medarbejdere ved de offentlige forskningsinstitutioner er steget med en tredjedel fra 2003 til 2006, til over 2.500.
Jo, regeringen vil gerne høre på konkrete forslag til, hvordan vi tiltrækker og fastholder endnu flere højtuddannede udlændinge. Og skattereformen, der træder i kraft efter nytår, nedsætter markant marginalskatten, også for de højtlønnede. Det går jeg ud fra, at Kim Fournais er bekendt med.
Men ingen kan være tjent med, at debatten i dagbladet Børsen rammes af et unødvendigt sortsyn. Den internationale økonomi er en pæn stor udfordring for store dele af det danske samfund. Både erhvervslivet og regeringen har alt rigeligt at gøre med at tackle den situation. Heldigvis viser regeringens finanslovsforslag, at der samtidig er både evne og vilje til fortsat at investere i den forskning, innovation og uddannelse, som skal sikre morgendagens arbejdspladser og velfærd.




