Videre til indhold. | Videre til menunavigation

29.09.2009

Regeringen har fokus på de mindre virksomheder

Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Erhvervsbladet 28. september 2009.

I Erhvervsbladet har Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, Morten Bødskov, for nylig hævdet, at regeringen ikke har tilstrækkeligt fokus på fremme innovation i små og mellemstore virksomheder.

Det er en udtalelse, der må bero på manglende kendskab til regeringens politik. Regeringen har i de senere år iværksat adskillige tiltag, der netop sigter på at styrke de små og mellemstore virksomheders innovation og vækstmuligheder.

Eksempelvis er der over de sidste tre år tilført 110 mio. kr. ekstra til de godkendte teknologiske serviceinstitutter. GTS-institutterne yder især teknologisk rådgivning til de mindre virksomheder, som udgør hovedparten af de ca. 25.000 virksomheder, der hvert år bruger institutterne. Et internationalt evalueringspanel har for nylig konkluderet, at Danmark er europamestre i at nå ud til de små og mellemstore virksomheder via GTS-institutterne.

Globaliseringsaftalen fra 2007 indebar også, at der blev afsat 70 mio. kr. til særlige "Forsknings- og Videnkuponer", hvor små og mellemstore virksomheder får rabat på at samarbejde med en videninstitution om forskning og innovation. Initiativet har været særdeles populært hos virksomhederne og har allerede ført til udvikling og innovation i flere hundrede mindre virksomheder.

Regeringen har også etableret en række ambitiøse, landsdækkende innovationsnetværk, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at igangsætte innovationsprojekter og skabe kontakt til relevante forskere, studerende eller andre samarbejdspartnere, som kan tilføre viden til projektet. Sidste år deltog over 3.000 små og mellemstore virksomheder i Videnskabsministeriets 23 innovationsnetværk.

Gennem evalueringer af de forskellige innovations- og videnspredningsinitiativer har Videnskabsministeriet også dokumenteret, at indsatsen har gjort en forskel for rigtig mange mindre virksomheder, der har fået styrket deres innovationskraft og udviklet nye produkter, serviceydelser mv.

Derfor, Morten Bødskov: Hvis du og dit parti virkelig ønsker at støtte regeringens indsats over for de mindre og mellemstore virksomheder, så omsæt de pæne ord til konkret handling, når vi om kort tid indleder forhandlingerne om fordeling af globaliserings- og UMTS-midler.

Del