Otte år og godt på vej

VK-regeringen markerer i disse dage sit otte-års jubilæum. Som videnskabsminister glæder jeg mig i særlig grad over, at der i denne periode i det danske samfund er sket en markant holdningsændring til universiteternes rolle og til deres betydning for vores fremtid. 

Det er min klare opfattelse, at forskning, innovation og uddannelse i dag ikke kun er interessant for en ophøjet kreds af indviede mennesker, men tværtimod ses som af afgørende betydning for medarbejdere og virksomheder, der vil klare sig i globaliseringen. Der eksisterer i dag en udbredt forståelse for, at Danmark ikke kan klare sig i konkurrencen med andre lande om at være billigst. Til gengæld har vi gode muligheder, hvis vi formår at skabe ny viden og omsætte den til nye produkter og nye serviceydelser. 

Denne erkendelse er måske ét af de største fingeraftryk, regeringen har sat på videnområdet. I løbet af de seneste otte år har vi derfor prioriteret at give universiteterne større muskelkraft i form af stærkere ledelser, større enheder, større budgetter samt flere frihedsgrader. Derved har universiteterne kunnet tage hul på nye udfordringer, som især handler om at etablere tættere kontakter til omverdenen, herunder erhvervslivet og udenlandske videnmiljøer. 

Hvor arbejdet i de første otte år har taget udgangspunkt i behovet for at skabe stærkere rammer for universiteterne, så bør de kommende fire år dels fortsætte arbejdet på den internationale scene og dels koncentrere sig om indholdet på universiteterne, herunder med fokus på attraktive studiemiljøer, undervisningens kvalitet og udbredelsen af innovation og iværksætteri. 

På sidste weekends Venstre-landsmøde i Odense fremhævede statsministeren blandt andet, at Danmark i 2020 skal have mindst ét universitet i Europas top 10 og være blandt de tre lande i verden med flest vækstiværksættere.  

Regeringen har fortsat store ambitioner for Danmark, når det handler om viden og vækst. Men der er også skabt et godt grundlag siden 2001. 

Vi gennemførte i løbet af regeringens første år en ledelsesreform, der gav universiteterne selvstændige bestyrelser med eksternt flertal og ansatte ledere. Det har tilført de enkelte institutioner mere frihed og et større ansvar. Vi oprettede Højteknologifonden, der skulle investere store summer i nogle af de fremtidige vækstområder, og vi etablerede Rådet for Teknologi og Innovation (RTI), der fik til opgave at sætte turbo på den proces, der skal omsætte forskning til forretning. 

At der også i Folketinget er opnået bred enighed om universiteternes betydning for fremtidens vækst har vist sig ved, at det er lykkedes at prioritere markante investeringer i netop viden. Det offentlige forskningsbudget er fra 2002 til 2010 vokset fra godt 13 milliarder kroner svarende til 0,79 procent af bruttonationalproduktet til godt 18 milliarder kroner svarende til 1,04 procent af bruttonationalproduktet. Vi overopfylder derved den ambitiøse Barcelona-målsætning om, at det offentlige forskningsbudget skal udgøre én procent af BNP. De, der måtte klandre regeringen for at udsulte universiteterne og forskningen, er derfor helt afmarcheret!   

VK-regeringen har også sat sine fingeraftryk på opgøret med de alt for mange sabbatår og den kedelige rekord i lange universitetsstudier. Begge tendenser har været til skade for både samfundet og den enkelte studerende. Forskellige nye ordninger har haft en positiv effekt. I år var 64 procent af de optagne på universiteterne 21 år eller yngre, mens andelen i 2002 blot var 47 procent. 

Vi har sat turbo på internationaliseringen af universiteterne. Således har danske studerende fået mulighed for at tage pengene med til studier i udlandet via udlandsstipendieordningen – en frihed, som jeg tror, dårlig nok er gået op for de fleste. Vi har etableret "videnambassader" i Silicon Valley, Shanghai og München, et universitetscenter er på vej i Beijing, og i denne uge er Klimaforskningscenteret i Nuuk blevet indviet.

Der er sket meget på otte år. Nu må vi stoppe op og se, hvordan det er gået, og hvor vi kan gøre det endnu bedre. Vi har tidligere besluttet, at et uafhængigt panel af internationale eksperter skulle gennemføre en evaluering på universitetsområdet. Panelet har i årets løb arbejdet på højtryk, og jeg glæder mig til at se deres rapport, der offentliggøres torsdag den 3. december.  

Den vil være et godt afsæt for det fortsatte arbejde med at skabe fremtidens universiteter. Lad mig fremhæve fem særlige indsatsområder for de kommende år:

For det første skal vi styrke globaliseringen af videnområdet. Når mere end 99 procent af al ny viden, der anvendes herhjemme, ser dagens lys i udlandet, så siger det sig selv, at vi skal være aktivt tilstede derude, således at vi kan styrke de danske muligheder for at skabe ny vækst.  

Det er min opfattelse, at vi stort set kun har taget hul på denne proces. Hvorfor ikke gå hele vejen og lade førende udenlandske universiteter og forskningsmiljøer placere sig i Danmark eller lade de danske universiteter åbne egentlige afdelinger i udlandet? Mulighederne er mange, men målet er det samme: At sikre danske studerende, forskere og virksomheder adgang til de bedste videnmiljøer, hvor end i verden de findes. 

Forudsætningen er dog, at vi har noget at "bytte med" – at vi selv har viden i verdensklasse. Efter fusionerne med sektorforskningen har universiteterne fået en størrelse, der gør dem mere attraktive som samarbejdspartnere – også blandt udenlandske universiteter. Både Københavns Universitet og Aarhus Universitet er i dag at finde forholdsvis langt fremme på top-100 listen over verdens bedste universiteter. Men vi skal videre endnu, jævnfør statsministerens målsætning om, at mindst ét dansk universitet i 2020 skal være at finde blandt Europas 10 bedste universiteter. 

For det andet skal vi have sat fokus på fornyelsen inden for universitets mure. Videnskabsministeriet har i år gennemført en storstilet analyse kaldet "Projekt Campus", der netop handler om at skabe attraktive studie- og forskningsmiljøer. Jeg ser for eksempel gerne, at universiteterne i højere grad får mulighed for at tilbyde services, der gør hverdagen lettere for brugerne af universitetet. Det handler om alt fra trådløst internet, længere åbningstider på universitetsbibliotekerne, mulighed for børnepasning, moderne kollegiebyggerier mv. 

For det tredje skal vi have endnu større fokus på undervisningens kvalitet. I den netop indgåede finanslovsaftale for 2010 giver vi et markant løft i uddannelsestaxametret til humaniora og samfundsvidenskab allerede fra næste år og stigende til 5.000 kroner i 2012. Men med de flere penge følger også større forventninger fra regeringen og Folketinget om mere og bedre undervisning. 

For det fjerde har den internationale økonomiske krise understreget betydningen af innovation og iværksætteri. Der er ingen tvivl om, at vi med flere initiativer i løbet af de seneste otte år er kommet langt på dette område. Men det er samtidig klart, at der fortsat er brug for en ambitiøs indsats. Det handler for eksempel om et mere enkelt og gennemskueligt innovationssystem, og så handler det om at styrke kontakten mellem videnmiljøerne og de mindre virksomheder, som jo udgør størstedelen af den danske erhvervsstruktur.

For det femte er der brug for, at det private erhvervsliv i endnu højere grad tager et medejerskab for fremtidens vidensamfund. Mens det offentlige forskningsbudget fortsætter med at vokse til trods for en økonomisk krise, er der tendenser til, at den private forskning og udvikling i Danmark er faldende. Vi har dog de senere år oplevet en række private donationer på området – senest fra Industriens Fond i forbindelse med universitetscenteret i Beijing.

Men hvorfor ikke etablere et offentligt-privat partnerskab om forskning og uddannelse på for eksempel klimaområdet? I Holland fungerer modellen allerede på sundhedsområdet under overskriften "Top Institute Pharma", men også CITRIS-modellen, som kendes fra Berkeley Universitetet, kan være interessant i denne sammenhæng. Tilsvarende kunne det være oplagt at etablere Danmarks første private universitet på et felt, hvor vi har behov for at stå endnu stærkere globalt.

Der er ingen tvivl om, at Danmark i dag er langt bedre rustet til den globale konkurrence om viden og kompetencer, end vi var for otte år siden. Men arbejdet fortsætter. Omdrejningspunktet for vidensamfundet er netop en konstant fornyelse, og derfor bliver vi i princippet aldrig færdig med at udvikle og reformere.