Ny teknologi skal sikre bedre velfærd
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Spektrum 9. september 2009.
Vi må se i øjnene, at teknologien kommer til at spille en stadig større rolle i vores liv i de kommende år. Og godt for det – for teknologien rummer de nødvendige løsninger for fremtidens velfærdssamfund.
Vi går en tid i møde med færre hænder på arbejdsmarkedet – og stadig større krav til velfærd og service. Derfor skal vi finde frem til de løsninger, der kan sikre en optimal udnyttelse af de personaleressourcer, der nu engang er.
I den forbindelse er det afgørende, at vi udvikler og implementerer nye teknologier i fremtidens velfærdssamfund. For den enkelte borger kan teknologi understøtte en hverdag med mindre afhængighed af plejepersonale. Det betyder større værdighed, selvhjulpenhed og tryghed.
Velfærdsteknologi er nøglen til at: øge de ældres livskvalitet, forbedre arbejdsforholdene og frigøre tid for medarbejdere i hjemmehjælpen, sygeplejen mv. – forbedre kvaliteten af offentlige velfærdsydelser og sikre en sund samfundsøkonomi omkring disse.
Perspektiverne i velfærdsteknologi er store, og der findes allerede i dag en række attraktive løsninger. Lad mig give nogle eksempler.
Robotteknologien er ved at være så moden, at den kan anvendes i den offentlige service. Robotstøvsugere står allerede i flere danske hjem, og flere nye modeller er på vej. Cirka otte til ti procent af arbejdsgaverne i ældreplejen går med praktiske opgaver såsom rengøring. Her kan eksisterende teknologi som robotgulvvaskere og -støvsugere hurtigt komme til at gøre gavn. De helt store gevinster for alle parter kommer dog især, når teknologien kan assistere og gribe ind i faretruende situationer i hverdagen og forhindre eventuelle faldulykker og indlæggelser.
En simpel sensor kan eksempelvis advare personale eller pårørende, hvis en nyligt opereret ældre er på vej ud af sengen midt om natten. En så simpel løsning kan forebygge operationer, genoptræning, døgnanbringelse og dyre hjælpemidler. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om de menneskelige omkostninger ved gentagne hoftebrud.
Velfærdsteknologier kan samtidig understøtte arbejdet i sundhedssektoren. For eksempel kan lungesyge patienter udstyres med en patientkuffert, så de kan være indlagt hjemme i trygge omgivelser i stedet for på et hospital. Ved hjælp af ny teknologi kan det sundhedsfaglige personale på afstand overvåge patienternes tilstand og indhente vigtige informationer. Patienterne kommer sig hurtigere, og samtidig er der penge at spare for både sygehus og kommune.
Som disse eksempler illustrerer, er en række velfærdsteknologiske løsninger allerede udviklet og i brug mange steder i vores samfund. Udfordringen ligger i at gøre teknologierne anvendelige og tilpasse dem til de borgere, der skal bruge dem.
Under en international finanskrise, som vi oplever i øjeblikket, er det samtidig oplagt at fokusere på velfærdsteknologier som et af fremtidens vækstområder.
Danske design- og teknologivirksomheder har netop nu en oplagt mulighed for at være med helt fremme på et af fremtidens store nye forretningsområder.
Regeringen prioriterer det velfærdsteknologiske område meget højt. Vi har afsat tre milliarder kroner til arbejdskraftbesparende teknologi. Det sker gennem en fond, som har til formål at udbrede ny teknologi samt nye samarbejdsformer, der kan aflaste medarbejderne og give mere tid til borgernær service og omsorg i den offentlige sektor.
Der er foreløbigt identificeret fire overordnede felter, hvor fonden vurderer, at der med fordel kan investeres i: telemedicin, ny teknologi i plejesektoren, digitalisering af arbejdsprocesser og rengøringsteknologi.
I 2009 er der afsat 200 millioner kroner, og der er allerede fastlagt udmøntning af nogle af disse midler til seks konkrete projekter. Et af disse projekter er netop hjemmekufferten til lungepatienter, som jeg tidligere beskrev.
Lad mig også nævne, at Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet har igangsat spændende innovationsaktiviteter på området.
Dels innovationsnetværket RoboCluster, der blandt andet fokuserer på udvikling af såkaldte velfærdsrobotter til ældreplejen og sygehuse. Dels innovationskonsortiet IntelliCare, der gennem intelligente hjælpemidler skal skabe "det intelligente plejecenter".
Innovation og teknologi skal fremme samfundets og erhvervslivets evne til forny sig. Det styrker borgernes velfærd, og det styrker Danmark i den globale konkurrence. Teknologien bør ikke stresse og hæmme os, men tværtimod være en hjælp i vores hverdag.




