Mulighedernes universitet

"Lad os starte med at sætte den enkelte studerende, underviser og forsker i centrum. Lad os fjerne de begrænsninger, der eksisterer for, at de kan udfolde deres talent. Lad os i stedet give dem muligheden for undervisning og forskning i verdensklasse.

Ligegyldigt hvor i verden det er. Ligegyldigt hvilke systemer eller traditioner det bryder med. Det er min overbevisning, at mere frihed og større fleksibilitet vil give flere muligheder for den enkelte."

Sådan indleder jeg debatbogen "Fremtidens universiteter", der for nylig udkom fra forlaget Gyldendal. I bogen sætter 16 debattører fra erhvervslivet, universiteterne og fra Folketinget fokus på den rolle, som fremtidens universiteter skal spille i det danske samfund.

Mit afsæt er klart værdipolitisk. Tiden er kommet til et opgør med tidligere tiders systemtænkning. Tiden er kommet til for alvor at sætte det enkelte menneske i centrum. For det er de studerende, forskerne og de ansatte, der er omdrejningspunktet på universiteterne. Jeg kalder visionen for "mulighedernes universitet".

Derved følger også et svar på den debat, som blandt andet Politiken har rejst med påstande om detailstyring og topstyring af universiteterne. Tiden er moden til at overlade et langt større ansvar for drift og udvikling af universiteterne til de selvstændige ledelser, som har vist deres værd.

I det hele taget er det vigtigt, at universiteterne og deres brugere får større frirum til at udfylde den vigtige rolle, som de spiller for det danske samfund. For vi lever i en tid, hvor evnen til at skabe ny viden er forudsætningen for fremtidens vækst og dermed for velfærden. Derfor har universiteterne en helt afgørende funktion i udviklingen af det danske samfund.

Lad mig give fem konkrete eksempler, hvor vi med fordel kan skabe mere frihed for den enkelte:

Fri adgang til verdens videnmiljøer: Studerende og forskere skal have flere muligheder og større frihed til at modtage undervisning og deltage i attraktive forskningsmiljøer i USA, Kina, Frankrig, m.v. Sidste år fik danske studerende mulighed for at få tilskud til et studieophold i udlandet gennem det såkaldte udlandsstipendium. Men vi skal globalisere universiteterne fuldt ud. 

Når langt størstedelen af ny viden bliver skabt uden for landets grænser, så siger det sig selv, at danske studerende og forskere skal have lettere adgang til viden i udlandet.

Geografi, bureaukratiske systemer og fysiske bygninger må ikke være barrierer, som forhindrer danske studerende og forskere i at få adgang til verdens førende universiteter. Tværtimod, som et førende it-land har vi de bedste forudsætninger for at skabe det første virtuelle universitet, hvor man via computeren kan deltage i undervisning og gå til eksamen på universiteter praktisk taget over hele verden.

Jeg har tidligere besøgt Singapore University, hvor studerende fra hele verden – via videolink – deltager i samme undervisning og er i løbende interaktion med hinanden. Et interessant eksempel som jeg er overbevist om, at vi kan lade os inspirere af. Det handler ikke om at koordinere de mange og ellers udmærkede e-kurser, der allerede eksisterer på flere universiteter herhjemme. Målet er et helt andet. Vi skal simpelthen sprænge de traditionelle rammer for universitetsuddannelser og udnytte verdensmarkedet for viden som en integreret del af de danske universiteter. Til glæde for den enkelte.

Attraktive studiemiljøer med bedre service: Det skal være mere attraktivt at gå på universitetet, og det skal være lettere for den enkelte at få en hverdag til at hænge sammen. Universiteterne skal i endnu højere grad kræse om brugerne og tilbyde flere attraktive services.

Hvorfor ikke sætte turbo på en positiv udvikling, der handler om alt fra trådløst internet og moderne studiebiblioteker med længere åbningstider over cafeer og børnepasningsmuligheder til professionelle karrierecentre, der letter overgangen fra bog til beskæftigelse?

Jeg er overbevist om, at spændende fysiske rammer med moderne teknologi og funktionel arkitektur har betydning for et velfungerende forsknings- og læringsmiljø. Ligeledes har paletten af de services, der kan stilles til rådighed for brugerne, betydning for oplevelsen af at studere på et universitet.

Derfor skal vi tænke meget mere over, hvordan vi indretter fremtidens universiteter og hvilke services, vi kan tilbyde brugerne. Det skal være attraktivt at studere ved et dansk universitet – og derfor skal vi investere i attraktive studiemiljøer.

Det kræver, at vi tænker i nye baner. At et universitet ikke alene forbindes med forskning, undervisning og videnspredning, men også med tilknyttede services som for eksempel børnepasning og karriererådgivning.

For det er klart, at hvis forældre skal have en hverdag til at hænge sammen som studerende eller forskere, vil det være lettere, hvis de samtidig kan få passet de små på universitetet.

Karriererådgivning kan være en anden af disse services: Jeg har netop skudt en ordning i gang, som præmierer de universiteter, der er bedst i stand til at lette overgangen fra bog til beskæftigelse. På flere universiteter er der allerede etableret professionelle karrierecentre eller lignende services, som hjælper de studerende i job. Det er en spændende udvikling, som har stor betydning for de nyuddannede kandidater, der i gennemsnit har en ledighed på over 15 procent, hvor den for det generelle arbejdsmarked er omkring 2 procent.  

Større fleksibilitet i uddannelserne: Lad os gøre op med traditionen om forholdsvis konforme universitetsuddannelser og skabe flere muligheder for den enkelte. Fremover skal det i højere grad blive almindeligt at træde ud på arbejdsmarkedet med en bacheloruddannelse i hånden, for eventuelt senere at vende tilbage til universitetet for at tage en kandidatuddannelse eller en mastergrad. Der er flere veje at gå.

Vi er i en situation, hvor mellem fem og syv års studietid er normalen på et dansk universitet. Men der er jo ingen grund til, at folk skal gå gennem lange videregående uddannelser, hvis de hverken har lyst til det, eller samfundet ikke har behov for det. For der er mange stillinger, som sagtens kan varetages med en treårig bacheloruddannelse.

Det centrale er, at systemerne imødekommer den enkeltes behov – at valgmulighederne er til stede. Og at studerende, der overvejer en videregående uddannelse ikke på forhånd vælger den fra på grund af en forventning om et fem-syvårigt forløb.

Uddannelsesreformen fra 2003 giver allerede mulighed for en sådan fleksibilitet, men desværre bliver det ikke udnyttet i dag. Derfor er der brug for en kulturændring på både universiteter og i virksomhederne, når det handler om synet på en dansk universitetsuddannelse. Det handler ikke om, at vi skal sænke de akademiske ambitioner – tværtimod er jeg overbevist om, at med mere fleksible universitetsforløb vil flere tage en videregående uddannelse. Målet er at give større valgfrihed til den enkelte.  

På samme måde skal vi skabe endnu mere attraktive muligheder for de særligt talentfulde studerende og forskere. Der er stadig brug for et opgør med tidligere tiders mantra: "Hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære". Vi lever i et globalt vidensamfund, hvor viden er omdrejningspunktet. Derfor skal vi kræse om talenterne, og vi skal indrette systemerne, så de også imødekommer deres ønsker og behov. Det er i hele samfundets interesse.  

Siden 2004 har regeringen uddelt de såkaldte EliteForsk-priser til årets bedste forskere, og fra sidste år har en række universiteter udbudt eliteuddannelser, som giver særligt talentfulde studerende mulighed for at prøve kræfter med fag og kurser på et højere niveau. Jeg ser gerne, at mulighederne for eliteuddannelse bliver udvidet, så vi for alvor sætter fokus på talentplejen i Danmark. Det handler om at gøre eliteuddannelserne permanente, at skabe mere fleksible og eventuelt internationale elitemoduler og at sætte en ambition om på sigt at trække et udenlandsk eliteforskningscenter til Danmark.  

Nye muligheder gennem tættere offentligt og privat samspil: Det skal være langt lettere at bevæge sig mellem universitetet og det omgivende samfund. Lad os derfor fjerne de sidste barrierer for et tæt samarbejde mellem universiteter, erhvervslivet og de offentlige institutioner. 

Hvorfor ikke sætte os som mål, at flere erhvervsfolk og offentlige ansatte udnytter mulighederne for at deltage i forskningsprojekter på universiteterne eller gennemføre efteruddannelse på institutionerne? Eller at virksomhederne i højere grad inddrages i universitetsstudierne i form af gæsteundervisning og projektsamarbejde?

Evnen til at skabe nye ideer og omsætte dem til nye arbejdspladser med et højt indhold af viden bliver stadig vigtigere. Derfor er en tæt dialog mellem universitet og det omgivende samfund vigtig. Det vil øge videnspredningen til hele samfundet og samtidig give forskerne en større forståelse for de udfordringer, som erhvervslivet og offentlige institutioner står overfor og vice versa.

En anden måde at øge samspillet på kunne være at etablere et egentligt privat ejerskab af et dansk universitet. Det kunne for eksempel ske i form af et konsortium af et dansk og et udenlandsk universitet sammen med en eller flere virksomheder.

Det er en nyere tanke i dansk sammenhæng, som dels vil lette adgangen til udenlandske videnmiljøer og dels sikre et tættere samspil med aftagerne. I første omgang forestiller jeg mig, at vi gennemfører en forundersøgelse for at vurdere gevinster og risici. Dog vil jeg slå fast, at studerende ikke skal betale for almindelige universitetsuddannelser herhjemme. Det er ikke regeringens politik. Til gengæld kan man forestille sig, at princippet om, at pengene følger den enkelte studerende udvides, så man vil kunne bruge sit udlandsstipendium på et eventuelt privat universitet i Danmark. Det vil give flere valgmuligheder til den enkelte.

Større frihed til universiteterne: Tiden er moden til, at universiteternes ledelser påtager sig et endnu større ansvar for at skabe mulighedernes universitet. Jeg har fuld tillid til, at bestyrelserne og de ansatte ledere er i stand til at løfte denne opgave, for de har gjort et fortrinligt arbejde med at få skabt nogle stærke profiler for de otte universiteter, der udgør det nye universitets-danmarkskort efter fusionerne i 2006 og 2007. 

Derfor vil jeg lægge op til, at vi indleder arbejdet med en ny generation af de såkaldte udviklingskontrakter. Så de i højere grad fokuserer på nogle enkle resultater og i mindre grad på detaljerede regler. 

Fremtidens universiteter er selvstændige institutioner, der er i stand til at skabe attraktive arbejdsbetingelser for de studerende, forskerne og de ansatte. De skal selvfølgelig ikke detailstyres fra offentlig side.

Over de seneste år er der sket store forandringer på universitetsområdet: Der er skabt færre, men større universiteter; de har fået tilført mere ledelseskraft blandt andet i form af selvstændige bestyrelser, og endelig er området blevet begunstiget af Danmarkshistoriens største investering i viden. 

Ved det seneste globaliseringsforlig skabte vi desuden rammerne for, at ledelserne i højere grad kan disponere langsigtet over økonomien. Konkret besluttede forligskredsen, at universiteterne skulle mødes med et lavere krav til medfinansiering af de bevillinger, de modtager fra forskningsrådene. Tilsvarende vil forskningsbevillingerne fremover dække de fulde omkostninger, der er forbundet med forskningen, altså også udgifter til løn og administration. Sammen med flere basismidler giver det større økonomisk dispositionsfrihed for bestyrelserne. 

Samtidig har vi i to omgange – henholdsvis i 2003 og i 2008 – givet 18 konkrete frihedsgrader på det administrative og ledelsesmæssige område til universiteterne, og drøftelserne fortsætter nu med forventningen om flere frihedsgrader på uddannelsesområdet.

Jeg er overbevist om, at forudsætningerne for at skabe "mulighedernes universitet" er til stede. Institutioner, der giver større frihed og flere valgmuligheder til den enkelte studerende, forsker og universitetsansatte.

Jeg har i denne kronik fremhævet en række af de døre, som jeg mener, vi bør åbne til glæde for den enkelte. Skal missionen lykkes, så kræver det imidlertid et fortsat tæt og konstruktivt samspil med alle, der er interesseret i at skabe fremtidens universiteter. Derfor håber jeg på en åben debat om emnet – en debat, hvor det er tilladt at fremsætte ambitiøse og visionære forslag, uden at de straks skal skydes ned. Vi skal skabe rum for, at alle gode idéer kommer på bordet. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge debatten og høre andre gode forslag. Mulighedernes universitet er på vej!