It er og skal være for alle
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i dagbladet Børsen 19. august 2009.
SF's Hanne Agersnap forsøger i Børsen den 10. august at sparke en åben dør ind med forslaget om at styrke befolkningens it-færdigheder. Vi har i Videnskabsministeriet etableret en række samarbejder med centrale aktører i samfundet for at løfte den opgave.
Vores samarbejdsprojekter spænder vidt fra meget konkrete it-undervisningstilbud til mere overordnede undersøgelser af udbuddet at it-undervisning for voksne i Danmark. Samarbejdspartnere er blandt andet biblioteker, ældreforeninger, fagforeninger, borgerservicecentre, oplysningsforbund, interesseorganisationer, andre ministerier m.fl. Samtidig iværksættes en stor landdækkende oplysningskampagne i medierne her til efteråret om it.
Regeringen har altså allerede et skarpt fokus på betydningen af it-kompetencer i samfundet, og i samarbejde med en stadigt voksende skare af samarbejdspartnere på tværs af den offentlige og den private sektor gør vi meget for at styrke it-færdighederne blandt de danskere, der endnu ikke er kommet helt frem i it-toget.
Yderligere forslag til konkret handling er altid velkomne – også fra SF's side. Men efterlysningen af en handlingsplan vidner mere om en nem og hurtig politisk markering samt manglende indsigt i allerede iværksatte initiativer, end om egentlig interesse for de it-svage danskere, som Hanne Agersnap foregiver at bekymre sig om.





