Brasilien kan andet end fodbold

Siden Brasilien i 1958 vandt VM-finalen over Sverige, har sydamerikanerne for mange været identificeret med fodbold. 50 år senere har jeg nu med egne øje fået vished for, at det kæmpemæssige land med op imod 200 millioner indbyggere også hører til gruppen af udviklingslande, der med hastige skridt tager ansvar for selv globale problemer. 

Det gælder for eksempel bekæmpelsen af klimaforandringerne, hvor Brasilien spiller en central rolle i forbindelse med topmødet i København til næste år. Dels i kraft af sin størrelse og egne erfaringer på området – dels som uformel formand for G-77 gruppen af udviklingslande i FN.

Verdens befolkninger forventer, at deres politikere tager hånd om de globale klimaforandringer. At de leverer varen til klimatopmødet om et år. Kort sagt: At vi bevæger os fra snak og store visioner til handling og konkrete initiativer. Den danske regering har sat sig som et klart mål at udvikle Danmark til en grøn vækstøkonomi. Hvor paradoksalt det end lyder, kan vi hente inspiration til denne – det 21. århundredes måske største udfordring – i  et udviklingsland som Brasilien. 

For få dage siden besøgte jeg São Paulo i forbindelse med en international konference om biobrændsel, hvor den brasilianske præsident Lula da Silva var vært. Her fik jeg vished for, at Brasilien godt nok er et udviklingsland med slumbyer, høj kriminalitet og fattigdom – men det er også et land, der vil tage ansvar for fremtiden.

Siden den første oliekrise i 70'erne har brasilianerne gradvist investeret i miljørigtig energiproduktion. Inden for de seneste fem år er andelen af nye biler, der kan køre på biobrændsel, vokset fra under fem procent til over 90 procent. Det svarer til over fem millioner biler med såkaldte flex-fuel motorer, der både kan køre på biobrændsel og benzin.

Når man for eksempel stopper op ved en tankstation i São Paulo, er det oplagt at fylde bilen op med E100, som er 100 procent ren ethanol, der er udvundet af sukkerrør. Skulle man alligevel vælge at tanke almindelig benzin (E23), er der iblandet 20-25 procents ethanol. Det er nemlig lovpligtigt, at cirka en fjerdel skal være biobrændsel. Det betyder faktisk, at benzin i år går hen og bliver det alternative brændstof på det brasilianske marked. 

Halvdelen af bilparken forventes at blive flex-biler allerede inden for tre til fire år. Sågar busser, biler og fly er på vej med denne teknologi. Det er meget godt gået af et udviklingsland som Brasilien. 

I den danske omstilling til grøn økonomi, er Brasiliens 40 års store erfaring med produktion og anvendelse af biobrændsel derfor noget, vi bør lade os inspirere af. Alt andet ville være direkte uklogt. 

Den danske regering har sat som mål at fordoble andelen af vedvarende energi før 2025, for eksempel gennem vindkraft, vandkraft, biogas eller biobrændsel – for at nævne nogle områder. Når vi taler biobrændstoffer specifikt, er det målet, at de skal nå et niveau på ti procent af brændstofsanvendelsen i landtransporten i 2020.

Inden for biobrændsel er der allerede investeret adskellige millioner kroner, siden regeringen overtog magten. Og med finanslovsaftalen for 2009 fortsætter de langsigtede investeringer med yderligere 200 millioner kroner frem til 2010. Det handler om penge til forskning, udvikling og afprøvning af biobrændselsprojekter i stor skala.

Prøv at tænke på en fremtid, hvor det hverken er kul, olie eller gas, som vi anvender til at skabe varme og elektricitet – men derimod spildevandsslam, husholdningsaffald samt halm og andre planterester. Det vil være en grøn revolution til gavn for både miljø og økonomi.

Der er i det hele taget mange fordele forbundet ved en sådan omlægning, hvor biobrændsel bliver én af hjørnestenene. For det første vil vi skabe tryghed for vore børn og børnebørn, ved at forsyningssikkerheden er afklaret. Kommer biobrændsel for alvor frem i Danmark, vil vi ikke skulle frygte for den dag, oliereserverne slipper op ude i Nordsøen. 

For det andet bliver vi mindre afhængige af de ustabile og ofte totalitære regimer, der producerer olien, for eksempel i Mellemøsten. Det ville være en fordel at undgå at skulle købe olien hos dem, så de ikke bagefter kan bruge indtægterne til at finansiere våben, for eksempel til brug mod Vesten. 

For det tredje giver biobrændsel nye og uanede muligheder for dansk eksport. Selvom et land som Brasilien er langt fremme i produktion og anvendelse af ren energi, så er en række danske virksomheder som for eksempel Novozymes og Danisco med helt fremme på verdensmarkedet for biobrændsel. Det handler om den såkaldte 2. generationsteknologi, hvor det er affald – modsat fødevarer – der omdannes til energi. Denne teknologi er dels mere energieffektiv og dels endnu bedre for klimaet end traditionel biobrændsel. 

Danmark har gode muligheder for at blive et grønt teknologicenter – en slags verdens klimaekspert – hvis vi for forstår at udnytte mulighederne som underleverandør af ny viden og bæredygtige teknologier.

Det kræver dog en indsats på i hvert fald fem områder: 

For det første skal vi ud i verden og skabe de alliancer og udbygge samarbejdet med de lande og miljøer, der kan hjælpe med i vor omstilling. Mere end 99 procent af den viden, der anvendes i Danmark, ser dagens lys uden for vore grænser – det gælder også på klimaområdet.

Under mit besøg i São Paulo mødtes jeg med min brasilianske kollega Sergio Rezende. Han foreslog et tættere samarbejde mellem vore lande, konkret når det handler om forskning og udvikling om biobrændsel. Denne invitation tog jeg selvfølgelig imod, og den vil vi nu udnytte til fulde ved at sætte konkret handling bag. Derfor har jeg straks efter min hjemkomst fra Brasilien lagt op til, at de danske universiteter og videnmiljøer på energi- og miljøområdet i første omgang identificerer de konkrete områder, hvor de kan få gavn af et tættere samarbejde med Brasilien. 

For det andet skal vi styrke forskningen i ren energi. Med finanslovsaftalen for 2009 er der lagt et stærkt fundament med langsigtede investeringer i forskning inden for både klima og energi. Over de kommende år investeres der over 700 millioner kroner på dette område. Men der er behov for en endnu mere ambitiøs plan, hvis Danmark for alvor skal omstille sig til en grøn vækstøkonomi. Her er der brug for alle gode indspark, hvis visionen skal omsættes til virkelighed. Der er behov for at identificere de specifikke områder, hvor yderligere investeringer i forskning og udvikling er påkrævet.

For det tredje er der behov for at styrke den private forskning på området. I forvejen er den private forskning i Danmark nedadgående. Det er et kæmpe problem i en tid, hvor Danmark er ved at udvikle sig til et førende vidensamfund, og hvor der er behov for ny viden til at skabe en grøn vækst. Landbrug, service og industri må hver især tage deres del af ansvaret for mere forskning på dette felt.

For det fjerde skal ny viden og nye teknologier hurtigt ud og virke i hele samfundet. Ellers slår omstillingen ikke igennem i hele landet. Det handler om innovation og videnspredning. Det handler om at skabe en endnu bedre kontakt mellem universiteter og virksomheder, mellem forskere og erhvervsfolk – om at tænke i helt nye baner. 

For det femte skal vi sikre, at IKT-området bliver dynamo i omstillingen til den grønne økonomi. Et eksempel: It-området udleder lige så meget CO2 som den samlede flyindustri svarende til to procent af den totale CO2-udledning. Derfor bør et af indsatsområderne handle om IKT, herunder hvad der kan gøres for at sikre mere energibesparende og -effektive computere.

Det var Brasilien, der i sin tid tændte gnisten til det, vi kalder for "samba-fodbold". Med deres fodboldforståelse og uovertrufne teknik har stjerner som Péle, Ronaldo og Ronaldinho betaget den ganske fodboldverden – også den danske. Heldigvis lever fodbolden stadigvæk i dette sydamerikanske land – men med sine grønne biler og rene energi har Brasilien nu også fået et andet kendetegn. Måske det på samme måde kan vise sig at blive til stor inspiration for resten af verden?