Verdensmarkedet for viden

Berlingske Tidende har den seneste tid beskæftiget sig med et begreb, man kunne kalde for verdensmarkedet for viden. Den voksende globale konkurrence på forskning og uddannelse er for mig at se én af de største udfordringer for Danmark på videnområdet. Vi må dog ikke se den voksende konkurrence som en trussel – men derimod som en række af nye muligheder.

Da jeg i efteråret mødtes med den kinesiske videnskabsminister Wan Gang i Beijing, gjorde det for eksempel et stort indtryk på mig, da han sagde, at for Kina handler det om, hvem der har de bedste idéer til at løse de grundlæggende miljø- og energiproblemer. Så er det underordnet, om Kina skal samarbejde med et stort eller et lille land.

Det giver nye muligheder for videneksport fra lille Danmark til verdens folkerigeste land. For på trods af vores størrelse er vi en global spiller, netop når det handler om forskning i klima, miljø og bioteknologi.

Jeg er overbevidst om, at de lande der er bedst til at internationalisere deres vidensystemer og videninstitutioner, vil stå stærkest i konkurrencen på det globale marked. Det handler om tilpasninger i rammerne for uddannelse og forskning.

Verden over tager stadig flere unge en videregående uddannelse – og en voksende andel tager den i udlandet. Tal fra OECD viser, at cirka 600.000 blev uddannet uden for deres hjemland i 1975. I 2005 var antallet steget til 2,7 millioner mens prognoser forudser, at dette tal vil stige til 7,2 millioner studerende i 2025, hvoraf 70 procent vil være fra Asien!

Jeg mener, at Danmark skal være med helt fremme i denne udvikling. Danske studerende vil fra september kunne få penge med til at studere ved førende universiteter i udlandet – oven i købet sammen med verdens højeste SU.

Alligevel har udviklingen vist, at danske universiteter har problemer med at deltage i internationale alliancer. Sagen om det internationale Erasmus Mundus-program, hvor en håndfuld danske studerende uretmæssigt er blevet opkrævet deltagerbetaling, har understreget et grundlæggende dilemma.

På den ene side er uddannelserne i Danmark gratis – og det skal vi fastholde. På den anden side ønsker vi, at langt flere danske studerende rejser ud i en verden, hvor betaling ofte er reglen. Vores nuværende regler kan endnu ikke håndtere denne udvikling.

Der er behov for, at reglerne for de danske uddannelser tilpasses det moderne samfund, hvor universiteterne i stigende grad samarbejder internationalt. Men vi må ikke give køb på princippet om gratis uddannelser. Det skal en arbejdsgruppe nu se nærmere på.

Tilsvarende på forskningsområdet, hvor vi ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at udnytte de internationale muligheder: Det danske hjemtag fra EU's forskningsprogrammer er faldet fra godt tre procent i midten af 90'erne til cirka 2,5 procent ved det første opslag i 2007. Og vi ligger på en ærgerlig 15. plads, når det gælder andelen af stipendier fra Det Europæiske Forskningsråd.

Det er endnu for tidligt at vurdere effekten af de initiativer, som vi iværksatte for få måneder siden, netop for at styrke den danske position. For eksempel præmiering af de danske universiteter, der bedst formår at hente midler hjem fra udlandet, herunder fra EU, og etableringen af et dansk servicekontor i Bruxelles.

Forhåbentlig fortæller næste års tal derfor en anden historie. Men vi skal videre: Jeg vil derfor arbejde for, at danske universiteter får endnu større frihed til at tiltrække førende forskere og studerende fra udlandet blandt andet ved at anvende lønnen mere fleksibelt og målrettet.

Samtidig skal vi se på, om der kan skabes endnu bedre rammer for, at danske universiteter kan etablere sig i udlandet og udenlandske universiteter i Danmark. Det ville give helt nye perspektiver, om man kunne tiltrække et udenlandsk eliteuniversitet hertil – eller hvis vi kunne skabe et "University Denmark" i for eksempel Kina.

For mig at se, er der således flere vigtige områder at tage fat på, når det handler om at koble danske uddannelser og dansk forskning og innovation på verdensmarkedet for viden.