Universiteternes frihed under ansvar

De stærke danske universiteter vil gerne have flere frihedsgrader. De befinder sig i en international kappestrid om de bedste hoveder og ser ofte nationale begrænsninger som en hæmsko.

Regeringens globaliseringsstrategi satte et klart mål om flere frihedsgrader til universiteterne, og de har nu fået mulighed for at kunne tilbyde konkurrencedygtige ansættelsesvilkår for at tiltrække dygtige forskere og undervisere fra udlandet. Med finanslovsaftalen fik universiteterne frihed til at oprette professorater, og den nye overenskomst mellem AC og Personalestyrelsen giver mulighed for mere fleksible ansættelsesvilkår.

Et andet resultat af overenskomsten er, at universiteterne kan tilbyde fastansættelse til flere medarbejdere. Tidligere skulle man være ansat mindst 21 timer om ugen for at kunne blive fastansat, den grænse bortfalder nu. Dermed kan universiteterne tilbyde flere medarbejdere de goder, som en fastansættelse indebærer – i form af eksempelvis pensionsbidrag og løn under sygdom.

Regeringen ønsker – som i eksemplerne nævnt her – at give universiteterne flere frihedsgrader. Det samme gør oppositionen, i hvert fald når regeringen bliver kritiseret for at detailstyre universiteterne. Senere i denne uge skal vi imidlertid drøfte et par forslag i Folketinget, hvor oppositionen i højere grad end regeringen vil detailstyre universiteterne.

For nylig offentliggjorde Rigsrevisionen en grundig rapport omkring kvalitetssikring og –udvikling af uddannelserne på universiteterne. Jeg har kvitteret for den gennemarbejdede rapport og appelleret til, at universiteterne gennem lokale og koordinerede initiativer gennemfører anbefalingerne om at styrke kvalitetsudviklingen og -sikringen. Frem for, at vi centralt skal til at fastsætte nationale bestemmelser.

Det er værd at hæfte sig ved, at kvaliteten af universitetsuddannelserne ikke er en given ting. I dag uddanner universiteterne dobbelt så mange kandidater, som de gjorde i starten af 1990'erne. Og tre gange så mange, som i starten af 1980'erne. Det er en voldsom udvikling i antallet af kandidater, der hvert år er klar til gøre en aktiv indsats i det danske vidensamfund.

Og tidligere har der desværre været eksempler på, at gennemførte evalueringer af konkrete universitetsuddannelser ikke blev fulgt til dørs af de ansvarlige på universiteterne. Så en ny evaluering adskillige år senere måtte konstatere nogle af de samme mangler ved uddannelserne, som den tidligere evaluering havde gjort opmærksom på.

Derfor har regeringen etableret Akkrediteringsrådet, der efter velkendte kvalitets- og relevanskriterier akkrediterer nye og eksisterende universitetsuddannelser. Og vi har gennemført en række initiativer, som skal forbedre de studerendes muligheder for at vurdere kvaliteten på uddannelserne.

Balancen mellem universiteternes frihed og udviklingsmuligheder og den enkelte studerendes berettigede forventninger kan også ses på mobilitetsområdet.

Vores reform af universitetsuddannelsesområdet har haft den klare hensigt at gøre det nemmere for de studerende at skifte studie og universitet uden unødigt spild af studietid.

Ikke desto mindre konkluderede studiechef Jakob Lange forleden, at "det bliver sværere og sværere at flytte mellem uddannelsesinstitutionerne". Og skitserede dilemmaet klart: "Det er selvfølgelig et valg, om institutionerne skal have stor frihed til at tilrettelægge deres uddannelser, eller om der skal tilstræbes en ensartethed, som gør, at unge kan flytte rundt i landet."

Regeringens holdning er klar: De studerende skal ubetinget have rimelige muligheder for mobilitet mellem studier og universiteter.

Alternativet er, at de studerende og dermed samfundet kommer til at betale en for høj pris gennem stavnsbinding af de studerende og risiko for unødige forlængelser af studietiden.