"Tilbage til 80'erne" er ikke løsningen for universiteterne

Tom Fenchel, Johnny Kondrup og Bjørn Quistorff kastede sig forleden ud i en større medieoffensiv mod de nutidige forhold på landets universiteter. I to kronikker i Berlingske Tidende og i Politiken var de ude med en meget langskaftet rive mod hele den udvikling, som universitetsverdenen har gennemgået siden – ja, midten af 80'erne, må man forstå.

Trods alt ønsker skribenterne ikke at vende tilbage til 1970'ernes universitetslovgivning, men "… den fra midten af 1980'erne (…) fungerede rimeligt godt". De tre vil altså spole forholdene på universiteterne 25 år tilbage.

Dengang fyldte forskning og uddannelse ikke meget på den offentlige dagsorden – eller i finanslovsdebatterne. De færreste spekulerede nærmere over ordet "globalisering", der kun lige var kommet med i retskrivningen.

Dengang uddannede man langt færre kandidater – og de fleste af dem blev beskæftiget på universiteterne, gymnasierne eller andre offentlige arbejdspladser. Det var meget få steder, hvor universitetsforskere samarbejdede tæt med andre aktører i det omkringliggende samfund. Og dengang skulle et dansk universitet ikke bekymre sig over at miste forskere, studerende eller EU-midler til udlandet.

Disse tider er uigenkaldeligt forbi.

Universiteterne uddanner i dag cirka tre gange så mange kandidater som i starten af 80'erne. I størrelse og antal af ansatte er institutionerne fulgt med– og det samme er kravene om at udvikle sig som arbejdspladser og organisationer.

Kandidaterne bliver i dag ansat i det private erhvervsliv i næsten lige så højt et antal som i det offentlige. Det skal de rustes til. Og universiteterne både konkurrerer og samarbejder langt mere indgående internationalt.

Samtidig er samfundets forventninger til universiteternes forskning og uddannelse steget kolossalt. Der er i dag en bred forståelse for, at forskning og uddannelse er grundlaget for fremtidens vækst og velstand. Derfor gives der i disse år et historisk økonomisk løft til universiteterne og til forskningen. Løftet kommer både den frie og den anvendte forskning til gode. Og i modsætning til, hvad kronikørerne skriver, så gives der både flere basismidler og flere konkurrenceudsatte midler.

Disse mange ekstra midler gives på et tidspunkt, hvor der også råbes efter flere ressourcer til sygehuse, skoler, børneinstitutioner og ældrepleje. Så der er bundet nogle forventninger til dem: At dansk forskning fortsætter med at udvikle sig. Og at forskernes formidling af viden og samarbejde med samfundet går betydeligt længere end lærebøger og avisartikler, at blive interviewet og at holde foredrag.

Alle dette stiller store krav til universiteternes evne til at planlægge, prioritere og tage beslutninger, der ikke altid er lige populære. Udviklingen har vist, at den gamle ledelsesform på universiteterne – hvor medarbejderne valgte hinanden til ledere på skift – ikke var tidssvarende i forhold til effektivt at skulle kunne håndtere disse udfordringer. Det var dét, der var baggrunden for reformen på universiteterne.

Jeg kunne ønske mig, at kronikskribenterne kom lidt op af skyttegravene – og begyndte at tale substans! Hvordan får vi sikret internationalt konkurrencedygtige karriereveje for de dygtigste unge forskere? Hvordan får vi flere kvindelige forskere? Hvordan får vi internationaliseringen af forskningen yderligere op i gear? Hvordan sikrer vi, at de frie forskningsmidler i endnu højere grad medvirker til at skabe videnskabelig excellence i dansk forskning?

Forskningen står over for mange udfordringer i disse år. "Flere basisbevillinger", "nej til ledelse" og "nej til kommercialisering" kan umuligt være de eneste svar på dem alle sammen!