Nyt optagelsessystem vil gavne

Jeg er klar over, at et nyt system altid kan virke lidt uoverskueligt, når det første gang skal tages i brug. Men jeg er ikke i tvivl om, at de specifikke adgangskrav vil betyde en styrkelse af vores universitetsuddannelser

Lørdag den 15. marts var det første ansøgningsfrist for alle de unge, der næste år vil starte på en videregående uddannelse. I år møder ansøgerne en nyskabelse i måden, vi optager studerende på: de såkaldte specifikke adgangskrav.

Nyskabelsen har været på vej i tre år, men den træder først i kraft til sommer. Det har været vigtigt, at de nye krav til at blive optaget på uddannelserne ikke kommer bag på de unge – men at de har haft tid til at tage højde for dem.

Målet med de nye adgangskrav er at få nogle nyoptagne studerende, der er bedre fagligt funderede og mere fokuserede. De har forberedt sig på at søge ind på netop den type uddannelse, de er optaget på – og har dermed også en mindre risiko for at falde fra, fordi studiet ikke er, som de troede. Samtidig sikrer et højere fagligt niveau blandt de studerende ved optagelsen også et højere niveau på uddannelsen generelt.

Det nye system fungerer kort fortalt sådan, at det på alle universiteternes bacheloruddannelser nu er en forudsætning for at blive optaget, at man – ud over et eventuelt bestemt eksamensgennemsnit – også har haft nogle bestemte gymnasiefag på et bestemt niveau (A-, B- eller C-niveau, som det bliver kaldt).

De nye adgangskrav er uafhængige af, hvilket universitet man søger ind på. Uanset om man vil læse medicin i København, Århus eller Odense, så skal man i dag have haft de samme fag. Sådan var det ikke tidligere. Da kunne man som ansøger stå i den underlige situation, at man levede op til kravene fra ét universitet, men ikke fra et andet – på trods af, at uddannelserne var ens. Det var et uigennemsigtigt og ikke særligt rimeligt system.

Adgangskravene er ensartede – men de er ikke snævert rettet mod ét enkelt fag. Hvis vi havde helt særlige krav for at blive henholdsvis ingeniør, læge, geograf, biolog eller ekspert i nanoteknologi, så ville der jo netop ingen fleksibilitet være i systemet. Man kunne som gymnasieelev have forberedt sig til at søge ind på én uddannelse – og så hang man på valget uden mulighed for at skifte uddannelsesretning.

Derfor har man for de enkelte fagområder af beslægtede fag udpeget de gymnasiefag, der giver de bredeste og mest basale kompetencer. For eksempel er kravene ens for hovedparten af såvel de naturvidenskabelige som de sundhedsvidenskabelige fag og ingeniørfagene: matematik på A-niveau samt fysik og kemi på B-niveau. Har man disse tre fag, har man også kompetencerne til at søge ind på både lægestudiet, biologi, nanoteknologi og en lang række andre fag. Denne fleksibilitet er styrken i det nye system.

De specifikke adgangskrav er ikke opstået ud af det blå. De er blevet til i dialog med universitetsrektorerne og ikke mindst med Undervisningsministeriet for at skabe sammenhæng til gymnasiereformen.

Som student kan man selvfølgelig stå i den situation, at man fortryder sine valg: Man ville alligevel ikke læse medicin, men historie eller statskundskab. Heller ikke disse unge hænger på deres valg. I stedet kan de igennem et suppleringskursus få rettet op på det manglende inden anden ansøgningsfrist den 5. juli eller inden studiestart – afhængig af uddannelse.

Det er sådan en øvelse og sådanne overvejelser, som tusindvis af studieansøgere står med lige i denne tid. Jeg er klar over, at et nyt system altid kan virke lidt uoverskueligt, når det første gang skal tages i brug. Men jeg er samtidig ikke i tvivl om, at de specifikke adgangskrav vil betyde en styrkelse af vores universitetsuddannelser. Og selvfølgelig ikke mindst af de studerende.