Kampagne skal forhindre panik
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Information 27. juni 2008. Den er svar på indlægget "Panik før lukketid" 23. juni 2008 af Per Christian Andersen, studiechef på SDU og formand for SU-rådet.
Ligesom studiechef Per Christian Andersen skriver i sin kommentar "Panik før lukketid" i denne avis mandag den 23. juni, håber jeg, at unge vil bevare det kølige overblik denne sommer i forbindelse med søgningen til de videregående uddannelser. Undervisnings- og Videnskabsministeriets kampagne er blot et wake up call for at gøre unge opmærksomme på ansøgningsfristen lørdag den 5. juli – ikke en panik-alarm.
Per Christian Andersen nævner, at de nye specifikke adgangskrav til universitetet kan betyde, at nogle unge kommer i klemme. Men de specifikke adgangskrav burde ikke komme som en overraskelse.
De nye adgangskrav blev allerede annonceret i 2005, så der har været mulighed for at tilpasse fag i gymnasiet eller tage supplerende kurser for at matche de adgangsgivende niveauer. De nye krav er indført for at få en højere faglighed, mindske frafaldet og skabe et mere homogent niveau på de første semestre af universitetsuddannelserne. Jeg håber, at de nye specifikke adgangskrav kan gøre undervisningen på universiteterne bedre for alle.
Det er vigtigt, at især unge, der har været væk fra uddannelsessystemet i nogle år, bliver mindet om ansøgningsfristen og ændrede regler. De kan nemlig risikere at blive overhalet indenom næste år af nyudklækkede studenter, som får en bonus for at begynde hurtigt på et studium.
Jeg synes, det vil være utrolig ærgerligt, hvis nogles drømmestudium glipper, fordi de har glemt ansøgningsfristen eller ikke har været opmærksomme på de nye bonusregler. Det vil vi gerne undgå, og derfor har vi iværksat kampagnen. Jeg vil nemlig forsøge at forhindre panik før studiestart.





