God studiestart – også for samfundet

På landets universiteter har en ny årgang netop taget hul på deres studier. Vanen tro har medierne sat fokus på, hvor mange unge, der har søgt og er blevet optaget på universiteterne. Det er naturligt, da det jo for de mange tusinder af unge kan være afgørende for deres tilværelse og senere karriere, hvilken uddannelse de gennemfører.

Derimod – og det er bestemt hverken naturligt eller fornuftigt – beskæftiger hverken medierne eller vi politikere os nok med, hvor mange studerende ved universitetet, som hvert år bliver henholdsvis kandidater og forskere.

For Danmark som vidensamfund er det jo netop antallet af unge, som faktisk bliver færdige med deres studier, der er det væsentlige. Og her er udviklingen meget opmuntrende: På bare otte år er antallet af færdige kandidater steget med knap 70 procent, fra cirka 7.600 i 1999 til cirka 12.800 sidste år.

Samtidig satser vi på at uddanne langt flere forskere end tidligere. Næste år optages der over 2.200 på ph.d.-studiet – hvilket er mere end dobbelt så mange som i 2002. Tallet stiger året efter til godt 2.400 i 2010.

Under VK-regeringerne har vi også fået brudt med en meget kedelig udvikling, hvor Danmark havde verdensrekord, målt på gennemsnitsalderen for vores færdige kandidater fra universiteterne. Det var en trist rekord både for den enkelte, som fik ringere karrieremuligheder og færre år med god løn, og for samfundet, som i færre år fik glæde af en højtuddannet medarbejder i videnøkonomien.

I dag kan vi konstatere, at næsten to ud af tre, der starter på universitetet, er under 22 år. For seks år siden udgjorde de unge under 22 mindre end halvdelen.

Jeg har også som videnskabsminister løbende advaret de unge mod at holde for lang pause efter deres adgangsgivende eksamen, inden de starter på universitetsstudierne. For nogle er det hensigtsmæssigt med et par sabbatår, men så bør man også gå i gang, mens færdigheder og kompetencer fra ungdomsuddannelsen er i nogenlunde frisk erindring.

Også her er udviklingen under VK-regeringerne meget positiv. Hvor det for seks år siden var mere end hver tredje, der startede på universitetet, som havde haft mindst tre sabbatår, er det i dag mindre end hver fjerde, som har holdt sabbat i længere tid.

Alle disse positive udviklingstendenser betyder ikke, at jeg overser årets fald i optaget på cirka 12. procent. Det er beklageligt og desværre mere end forventet, hvorfor vi også her i efteråret i tæt dialog med universiteterne bruger mange kræfter på at undersøge, hvad årsagerne er, og hvad vi kan gøre ved det.

Men en del af faldet i optaget skyldes skærpede faglige krav. Og den hovedmålsætning skal fastholdes. For hverken samfundet eller de studerende kan være tjent med de alt for høje frafaldsprocenter, som vi har kendt. På sprogfagene har det tidligere været næsten hver anden studerende, som er faldet fra undervejs.

Derfor mener jeg, at vi som samfund – og et særligt ansvar påhviler politikere, debattører og medier – bør være langt mere optaget af, hvad årets tal for færdiguddannede kandidater bliver. Her kan vi få vished for, at adgangskravene har været rigtige, at de studerendes engagement, evner og flid rakte, og at universiteternes vejledning og forskningsbaserede undervisning har været vellykket.

Og dermed kan det danske samfund få gavn af investeringen i den skatteyderfinansierede uddannelse, hvilket er et vægtigt aspekt ved glæden over de kandidater og forskere, som hvert år kan forlade universiteterne.