Vi skal gøre op med den negative sociale arv

Et barn af et akademisk hjem har hele 35 gange større chance for at blive forsker, end et barn fra et ikke-akademiske hjem. Det handler om den såkaldte negative sociale arv, der lever i bedste velgående. Og den skal vi have brudt.

Ellers risikerer vi at miste sammenhængskraften i samfundet. At få et todelt Danmark med dem, der er med i vidensamfundet og dem, der ikke er med. Og vi risikerer at tabe de kloge hoveder på gulvet, og dermed gå glip af en vigtig ressource, som både den offentlige og private sektor allerede skriger efter: Højtuddannet arbejdskraft.

Spørgsmålet er, hvad der skal til for at få flere mønsterbrydere til at blive forskere, eller flere mønsterbrydere til i det hele taget at tage en videregående uddannelse?

Dette spørgsmål findes der intet klart svar på. For der er givetvis mange ting, der spiller ind og som er afgørende for, om man som barn af ikke-akademiske forældre beslutter sig for at læse på  universitetet og eventuelt senere blive forsker. Derfor skal der sættes ind på flere områder og på flere tidspunkter. Negativ social arv skal bekæmpes på alle niveauer i uddannelsessystemet.

Derfor kommer vi ikke uden om, at også universiteterne bør fokusere på denne udfordring. Flere steder arbejder man allerede med emnet, men vi skal videre endnu og forstærke indsatsen overalt i landet. Så vi kan få alle med ind i vidensamfundet.

Det handler ikke om forskelsbehandling eller positiv særbehandling. Jeg vil ikke gøre mig til talsmand for, at studerende eller forskere fra ikke-akademiske hjem skal have fortrinsret til særlige uddannelser eller særlige forskerstillinger. Det er kvalifikationerne, det kommer an på, når man skal vurdere, om unge kan optages på en videregående uddannelse eller gøre karriere som forsker.

Udfordringen er derimod at skabe de bedste forudsætninger for, at alle mennesker – på tværs af sociale og økonomiske skel – kan deltage i vidensamfundet. Herunder at alle har den nødvendige viden om dét at starte på en videregående uddannelse eller gøre karriere som forsker. At man har mulighed for at blive hjulpet godt på vej af folk, der ved, hvad det drejer sig om. At der – i det hele taget – eksisterer en gulerod for f.eks. universiteterne til at gøre noget ved problemet.

Derfor har jeg foreslået at præmiere de universiteter, der gør noget ekstraordinært for at tiltrække mønsterbryderne. F.eks. via oplysningskampagner, mentorordninger, forstærket vejledning, fokus på rollemodeller, osv.

Men jeg er sikker på, der er mange andre idéer, der kan bidrage til at gøre noget ved problemet – og vil opfordre til, at vi får alle forslag på bordet. Nu handler det ikke om at skyde nye idéer ned, men om at komme med idéer til, hvordan vi konkret kan bryde den negative sociale arv.