Sprogdebat truer dansk forskning

Manglen på højtuddannede forskere og undervisere truer. Debatten om engelsk på universiteterne kan gøre problemet næsten umuligt at løse. Problemet er overhængende. Manglen på sygeplejersker, folkeskolelærere, hjemmeplejere og andre er en alvorlig udfordring for vores velfærdsstat. Men manglen på højtuddannede forskere og undervisere er på vej til at blive mindst lige så slem.

Det er en udfordring, vi ikke kan sidde overhørig. I den globale arbejdsdeling er det nemlig i høj grad de højtuddannedes viden, der skal være med til at finansiere vores sygehuse, skoler og ældrepleje i fremtiden. Allerede i dag melder de private virksomheder om mangel på ingeniører og forskere. Men om kort tid vil manglen også ramme universiteterne for alvor.

Næsten en tredjedel af alle universitetsansatte forskere er over 55 år og vil derfor begynde deres tilbagetrækning i løbet af de næste ti år. De skal erstattes. Samtidig er der med globaliseringspuljen en meget stor mængde ekstra midler på vej til forskningsinstitutionerne. De penge skal bruges på mere forskning – og også det vil kræve flere hoveder. Regner man det hele sammen, skal universitetsverdenen frem til 2015 ansætte næsten 3500 nye forskere. Og det er altså foruden et stærkt stigende behov fra de private virksomheder.

Så mange kan vi ikke uddanne i Danmark. Derfor er vi fuldstændigt afhængige af, at vi med held kan tiltrække dygtige forskere og undervisere fra udlandet. Men udfordringen kan meget vel blive helt uoverskuelig, hvis ikke vi tænker os grundigt om i den igangværende debat om engelsk som undervisnings- og fagsprog på universiteterne og andre steder.

I øjeblikket arbejder et udvalg under Kulturministeriet på en rapport om, hvordan engelsk og dansk kan eksistere side om side blandt andet på de danske universiteter. Udvalget blev nedsat i foråret efter en større sprogdebat om, hvordan engelsk truer med at presse det danske sprog ud blandt andet inden for forskning og i universitetsverdenen.

Jeg er lidt nervøs for, hvad udvalget vil konkludere. Især, hvis det foreslår at pålægge universiteterne og forskningsmiljøerne snærende restriktioner og krav, der skal sikre et brug af dansk på alle niveauer af universitetssystemet. I så fald bliver udfordringen med at tiltrække 3500 forskere og undervisere lige pludselig langt, langt værre.

Det er ikke kun mig, der er nervøs. I sidste uge mødtes jeg med en række repræsentanter fra toppen af dansk forskning for at diskutere, hvad der groft sagt skal til for at levere dansk forskning i Nobelprisklassen. Også her blev der udtrykt betænkelighed ved sprogdebatten.

En vigtig forudsætning for at levere det ypperste forskning er, at der bliver skabt nogle forskningsmiljøer i verdensklasse. Det kræver kræfter udefra – og dem får vi svært ved at tiltrække, hvis der er pålæg om at tale og undervise på dansk.

Den svenske professor Gunnar Öquist, der er medlem af bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond og desuden generalsekretær for det svenske Videnskabsakademi, der uddeler Nobelprisen, fortalte en tankevækkende historie.

Da Nobelprisen blev oprettet i 1901, var der en heftig debat i Sverige om, hvorfor det skulle være en international og ikke en ren svensk videnskabspris. Men det ville jo være meningsløst, hvis man har som mål at belønne den forskning, der har betydet mest for menneskeheden.

Den erkendelse kunne vi godt lære noget af. Jeg har en stor kærlighed til det danske sprog. Men vi bliver nødt til at erkende, at videnskabens sprog i langt de fleste tilfælde ikke er dansk, men engelsk.