Overraskende studenterkritik af favorabelt forslag

Informations leder om behovet for nytænkning i studenterpolitikken for en uge siden (den 3. april) gav anledning til både smil og til panderynken.

I den lette ende er der jo noget lidt komisk over, at den unge lederskribent i ét afsnit surt og uden yderligere argumentation affærdiger universitetsloven som "mildest talt en skandale for universiteterne" - for straks efter at skose de aktive studenterpolitikere for, at de netop "altid er sure" og "evigt negative". Det kunne der causeres meget over - men det er nu ikke det, jeg vil bruge pladsen på her.

Flere gange måtte jeg nemlig også nikke til pointerne omkring studenternes repræsentanter. Især har jeg set det illustreret i hele forløbet omkring det nye udlandsstipendium, som jeg i sidste uge blev enig med ordførerne fra S, DF og R om at etablere.

Ordningen er intet mindre end en historisk forbedring af de danske studerendes muligheder for at rejse ud i verden for at studere. Fra sommer næste år vil de i op til to år af deres studietid kunne få penge med til helt eller delvist at betale studieafgiften på et universitet i udlandet - beløbsmæssigt op til taxametertilskuddet for en tilsvarende uddannelse herhjemme.

De studerende kan frit vælge, om de to år for eksempel skal fordeles med ét år på deres bachelor- og ét år på deres kandidatuddannelse. Eller om de vil tage hele deres toårige kandidatuddannelse i udlandet.

Vi har i forligskredsen valgt at opstille nogle begrænsninger for at sikre, at pengene bliver brugt på uddannelser med kvalitet. Men ingen af disse begrænsninger kan siges at være urimelige: Snakker vi et étårigt udlandsophold, skal den studerende have det meritgodkendt af sit universitet.

Og snakker vi en hel kandidatuddannelse, så kan den studerende få stipendium til uddannelse på de 100 bedste universiteter i verden – og i tilgift på alle universiteter, som danske universiteter i øvrigt samarbejder med.

Da regeringen sendte lovforslaget i høring, var reaktionerne fra universitetsrektorerne som forventet skeptiske. Formand Jens Oddershede fra Rektorkollegiet advarede imod ordningen og ikke mindst det "statsfinansierede brain drain", han frygtede kunne bliver konsekvenserne. Der er jo ingen garanti imod, at de danske studerende bliver "hængende" i udlandet, når de har afsluttet deres dyre uddannelse, lød argumentet.

Jeg har forståelse for Jens Oddershedes bekymring. Jeg må for min part bare sige, at det jo netop er den store udfordring og også store mulighed ved en stigende internationalisering af uddannelserne.

I Danmark er vi jo også glade for at modtage udenlandske studerende - og jeg håber meget, at vi kan fastholde mange af dem efter endt uddannelse. Men samtidig er jeg overbevist om, at de danske uddannelser og de danske virksomheder står ganske stærkt i den internationale konkurrence om de kloge hoveder - hvad enten de er danske eller ej.

Og nu vender vi tilbage til studenterpolitikerne og Danske Studerendes Fællesråd. For det var med stor overraskelse, at jeg i DSFs høringssvar kunne læse, at udlandsstipendierne "risikerer af skabe et uheldigt konkurrenceforhold mellem danske og udenlandske uddannelser" og "i værste fald være medvirkende til en økonomisk udhuling af det danske universitetssystem"!!!

At de danske studerendes repræsentanter er bekymrede over, at vi ikke kan klare os i den internationale konkurrence, er én ting. Men at de i deres høringssvar og i deres udtalelser til pressen fokuserer mere på den bekymring, end på de muligheder ordningen kommer til at betyde for deres medlemmer, tyder på, at de enten har lidt for travlt med at være negative – eller også har været for lidt sammen med deres studiekammerater.

DSF's reaktion svarer overhovedet ikke til det billede, jeg kan genkende fra studerende, jeg har været i kontakt med.