Klimauniversitet etableres i Grønland
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Jyllands-Posten 24. august 2007.
Danmark skal have et førende videncenter, når det handler om klimaspørgsmål og globale miljøproblemer. Vi skal være i front på viden om de klimaændringer, som udspiller sig i disse år, og som – heldigvis – har en voksende global opmærksomhed.
Derfor har jeg foreslået, at der etableres et "klimauniversitet" i Grønland, hvor forandringerne af klimaet foregår lige uden for døren. Det er hér, at isen smelter og effekterne på natur og samfund kan mærkes.
Et klimauniversitet vil ligge i naturlig forlængelse af en række eksisterende aktiviteter på klimaområdet, herunder Det Internationale Polarår, hvor Danmark sammen med cirka 60 andre nationer, flere end 200 forskningskonsortier og 6500 forskere deltager i forskningsprojekter i polarområdet.
Vi har også investeret mere end 230 millioner kroner i det såkaldte Kontinentalsokkelprojekt. Et projekt, der skal sikre de naturressourcer, der forventes at befinde sig i undergrunden ved Nordpolen. Og som vil give os mulighed for at stille miljøkrav i forbindelse med udnyttelsen af disse ressourcer.
Etableringen af et klimauniversitet vil endelig være et vigtigt signal at sende, når FN's klimakonference holdes i Danmark i 2009. Et sådant center vil være et oplagt sted at indsamle og bearbejde viden om klimaforandringerne.
Konkret har jeg foreslået, at der etableres et tværvidenskabeligt forskningscenter forankret på Grønlands Naturinstitut i Nuuk. Det er tanken, at der ud over en centerleder tilknyttes fem til ti forskerstillinger, og at der over en femårig periode bevilliges i størrelsesordenen 70 millioner kroner til initiativet.
Centret, som jeg forventer er fuldt etableret i 2009, skal tilegne sig en grundlæggende viden om klimaet i de polare egne og fokusere på effekterne af klimaændringerne i området, herunder vurdere sårbarhed og tilpasning til klimaændringer, samt hvordan de menneskeskabte klimaændringer kan begrænses. Centret skal hvert år arrangere en større international konference om klimaforskning i Grønland med deltagelse af centrets forskere.
Jeg har allerede drøftet forslaget med min grønlandske kollega Tommy Marø, og vi er enige om formålet, og har aftalt at være i tæt dialog de kommende uger for at udarbejde et fornuftigt beslutningsgrundlag.
Forslaget skal nu undersøges nærmere af eksperter i både Grønland og Danmark. Derefter forventer jeg at kunne præsentere Folketingets partier for en konkret løsning og finansieringsmodel.





