Fortsat kamp for billigere mobil i udlandet
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Erhvervsbladet 3. september 2007.
Fra i torsdags, den 30. august, er det blevet billigere at bruge mobiltelefon på arbejdsrejse og ferie i udlandet. De fleste danske mobilselskaber sætter priserne ned under en ny EU-grænse fra i dag, resten skal følge trop allersenest om én måned.
Dermed er et aktuelt erhvervs- og sommertema fra de sidste mange år dog ikke blevet historie: Bruger du din mobil i udlandet, risikerer du fortsat at vende hjem til en hårrejsende telefonregning.
Konkurrencen mellem mobilselskaberne om at tilbyde danskerne billige mobilpriser i udlandet har været alt for ringe, så priserne har været alt for høje, alt for længe. Før sommerferien skar EU's teleministre og Europa-Parlamentet igennem og fik lagt loft over priserne.
Når man bruger sin mobil i et andet EU-land, vil det nu højst koste 4,56 kroner i minuttet for selv at ringe og højst 2,23 kroner i minuttet, når man bliver ringet op. Det er stadig for dyrt, men dog et godt første skridt, da prisen for at ringe fra andre EU-lande bliver rundt regnet halveret i forhold til de tidligere priser.
Alligevel skal man fortsat tænke sig om, hvis mobilen skal med på udlandsrejse. Vi danskere er flittige til at sende sms og billedbeskeder, og datatjenesterne er ikke kommet med ind under et EU-prisloft. Med takster på 2,50 kroner per sms, kan mobil-regningen efter udlandsturen fortsat blive en særdeles ubehagelig overraskelse.
Vi har i EU aftalt, at vi inden udgangen af 2008 skal tage reglerne op til genovervejelse og ikke mindst drøfte, om vi også skal regulere priserne for at bruge datatjenester, eksempelvis sms, i andre EU-lande.
Jeg mener dog ikke, at vi kan vente i over et år med at reagere. Det er urimeligt dyrt at sende sms, se et videoklip eller checke e-mails på mobilen fra et andet EU-land.
Jeg vil derfor opfordre den europæiske mobilbranche til snarest at få priserne for sms og andre datatjenester i udlandet ned på et rimeligt niveau. Vi vil fra dansk side forfølge denne sag i efteråret over for EU-kolleger og kommissær Viviane Reding.





