Derfor skal vi også satse på strategisk forskning
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Information 11. oktober 2007.
Hvis det er den rigtige idé, som kan hjælpe med at bekæmpe Kinas miljøproblemer, så er det lige gyldigt, om den kommer fra et lille land eller et stort.
Det var et af hovedbudskaberne fra den kinesiske forskningsminister Wan Gang, som jeg forleden mødtes med i Beijing for at underskrive en samarbejdsaftale om forskning.
Fra kinesisk side er der en klar interesse i at styrke forskningssamarbejdet med Danmark, bl.a. på de områder, hvor vi i dag står stærkt internationalt – f.eks. miljø, energi og højteknologi.
Men vi bliver ikke ved med, at være internationalt interessante, hvis ikke vi satser målrettet. Derfor har regeringen siden 2002 prioriteret strategisk forskning på udvalgte hovedområder.
Ikke desto mindre bliver denne strategi nu mødt med kritik fra dele af forskningsverdenen. Strategien bliver udlagt som et svigt af den såkaldt frie forskning.
Men intet kunne være mere forkert. Tværtimod er også den frie forskning blevet markant styrket siden regeringen trådte til. Tallene fortæller en ganske anden historie. Faktisk er den frie forsknings andel af de samlede forskningsbevillinger vokset fra 59 pct. i 2002 til hele 63 pct. i 2008 – mens den strategiske forsknings andel er faldet tilsvarende.
Men det undrer mig også, at kritikerne på den måde ringeagter det fantastisk store arbejde, som man på det strategiske forskningsområde bidrager med.
Strategisk forskning forholder sig til en række af de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor, f.eks. klimaforandringer og miljøproblemer, energieffektive teknologier eller forskning i bedre forebyggelse på sundhedsområdet. Det tror jeg ikke, danskerne ville være foruden.
Og at den tilmed kan gå hen og åbne døren for ny dansk videneksport, men dertil hørende arbejdspladser og indtjening, er vel heller ikke at foragte?
For regeringen handler det ikke om et "enten-eller" – men om et "både-og" i forholdet mellem fri og strategisk forskning. Denne prioritering bakkes op af et bredt flertal i Folketinget. Det synes jeg, vi skal glæde os over.





