Der er forskel på ikke at lytte og ikke at være enig

Det var på alle måder en mellemfornøjet leder, som Information bragte den 23. maj – om Videnskabsministeriets netop overståede konference om fremtidens udfordringer.

På den ene side kvitterede skribenten trods alt for den vigtige dialog, der blev indledt på konferencen. En dialog, som alle aktører inden for Videnskabsministeriets område er med i – og som skal være med til at identificere de vigtigste udfordringer, som bl.a. Danmarks universitetsuddannelser og forskningsmiljøer kommer til at stå over for i de kommende år.

På den anden side fik den vanlige rutinekritik også endnu en omgang. Lederskribenten slutter af med at konstatere, at jeg "med fordel kunne have fejret ministeriets 2000-dages fødselsdag ved at høre på ønsker fra dem, det hele handler om". Samt, at jeg burde have iført mig en åben attitude, allerede da jeg startede som minister for 2000 dage siden.

Det er muligt, at lederskribentens hukommelse ikke går så langt tilbage. Men noget af det første, jeg gjorde efter min tiltræden som minister, var faktisk netop at besøge alle universiteter, hvor jeg mødte ledelser, ansatte og studerende.

Og konferencen og den kommende proces med et bredt sammensat fremtidspanel, der skal komme med kvalificerede bud, handler netop om at inddrage et bredt udsnit af aktører og interessenter på ministeriets område.

I denne regerings tid har vi gennemført en række reformer på universitetsområdet, som har været nødvendige for ledelsen og udviklingen af de danske universiteter.

Disse reformer er sket på trods af en glødende modstand fra en forholdsvis begrænset personkreds. Dét er denne personkreds – og Informations lederskribent – vrede over. Sagens kerne er, at det ikke er fordi, at jeg ikke har lyttet til deres synspunkter. Jeg er bare ikke enig med dem.