Kvalitetssikring er et krav – det er ikke valgfrit
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Information 8. februar 2006.
Mange af landets studerende har formentlig prøvet det: Efter et afsluttet undervisningsforløb evaluerer de forløbet – men selv om de kommer med både kritiske kommentarer og konstruktive ændringsforslag, så får det kun minimale konsekvenser for undervisningen på uddannelsesstedet. Man kører videre i samme rille, som om intet er hændt.
En situation som denne er selvfølgelig kun en del af den samlede kvalitetssikring på landets universiteter. Men den er desværre et meget godt billede på den mildest talt selektive måde, man alt for mange steder generelt har valgt at forholde sig til evaluering og kvalitetsudvikling af uddannelserne på. Også når forbedringsforslagene ikke kommer fra studerende, men i en velgennemarbejdet rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
For eksempel evaluerede EVA i 1995 universiteternes tyskuddannelser og kom med en række anbefalinger til forbedringer. Men i 2003 havde universiteterne kun fulgt op på omkring en tredjedel af disse anbefalinger.
Ikke en vinderstrategi
Der er behov for en kulturændring, så det bliver helt naturligt for universiteterne, at der skal ske en opfølgning, når en uddannelse er blevet grundigt evalueret.
Og der er behov for en erkendelse af, at forandringer skal finde sted, hvor der i øvrigt er berettiget kritik. Nogen kunne jo tro, at modstanden mod ændringer skyldes, at man visse steder ønsker at hygge sig i smug, mens resten af verden forandrer sig med voldsomme skridt.
Resultatet er i hvert fald nedslående. Danske universiteters kvalitetssikring af deres uddannelser lever ikke op til internationale standarder. Det kan næppe siges at være en vinderstrategi, hvis man ellers er enig i, at de danske videregående uddannelser både skal producere og tiltrække kandidater i verdensklasse.
Større frihed
Det er blandt andet på den baggrund, at regeringen nu vil indføre et akkrediteringssystem for de danske universitetsuddannelser. Et uafhængigt organ skal med hjælp fra udenlandske eksperter vurdere, om uddannelserne – nye såvel som allerede eksisterende – lever op til høje, internationale standarder.
Vurderingen vil ikke ske én gang for alle, men med jævne mellemrum. Og i modsætning til evalueringerne, vil man ikke kunne nøjes med bare at opfylde kriterierne halvt. En akkreditering vil være selve forudsætningen for, at uddannelsen kan få taxametertilskud.
På de enkelte uddannelsessteder vil man forhåbentlig opleve, at dette nye system vil have store fordele og give større frihedsgrader. Det vil ikke længere være resultatet af en centralistisk beslutningsproces, når nye uddannelser skal godkendes – og kriterierne for at opnå en akkreditering vil være åbne og kendte på forhånd.
Og så vil en akkreditering være et garantistempel for kvaliteten på en uddannelse. Til hjælp for studerende og til gavn for de uddannelser, der gerne vil tiltrække dem.
