Videre til indhold. | Videre til menunavigation

08.12.2006

Køreklar til globaliseringen

Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Dagbladet Børsen 8. december 2006.

Om få dage ventes Folketinget at vedtage næste års finanslov. En finanslov der dokumenterer, at Danmark er godt i gang med at tackle de udfordringer, som globaliseringen stiller for den enkelte medarbejder, studerende, virksomhed osv.

Op igennem 90'erne og i starten af det nye årtusinde var vi gang på gang vidende til masseafskedigelser og virksomhedslukninger som følge af den globale konkurrence. Gang på gang oplevede vi, hvordan danske virksomheder flyttede til udlandet eller mistede store ordrer til konkurrenter, der kunne levere samme produkter billigere. Det var en negativ udvikling, der satte sig dybe spor i hele samfundet.

Derfor har regeringen haft globalisering øverst på sin dagsorden. Vi har gjort det til en målsætning at udvikle Danmark til et førende vidensamfund, der er i stand til at klare sig i konkurrencen. For det er et faktum, at danske medarbejdere og virksomheder ikke kan basere deres internationale konkurrenceevne på lave lønninger og billige produkter. Der skal mere til. Derimod viser undersøgelser, at vi har gode muligheder for at klare os i konkurrencen med blandt andre Kina og Indien, når det handler om at komme først med de nye idéer og omsætte dem til nye produkter og services.

Det er grunden til, at vi har sat høje ambitioner for forskning, uddannelse og iværksætteri: I 2015 skal 95 procent af de unge gennemføre en ungdomsuddannelse, og mindst 50 procent skal have en videregående uddannelse. Vi skal være blandt de lande i verden, der har flest iværksættere og én procent af samfundets samlede produktion skal investeres i offentlig forskning.

Samtidig er det lykkedes regeringen at samle et bredt flertal i Folketinget om at gennemføre reformer og initiativer, der skal sikre, at målsætningerne rent faktisk bliver gennemført. Det er historisk, at VK-regeringen sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre er enedes om en langsigtet plan, der skal gøre Danmark køreklar til globaliseringen.

Frem mod 2010 investeres milliarder i en lang række initiativer, der skal styrke forskning, innovation, uddannelse og iværksætteri. Der er tale om den største investering i viden, som nogen regeringen har gennemført i nyere tid – en investering, der for alvor tages fat om med næste års finanslov. Lad mig blot nævne, at partierne i de kommende år har aftalt at styrke forskningen i samfundsrelevante områder som energi, miljø og transport, at gøre det muligt for danske studerende at tage pengene med til universitetsstudier i udlandet – vel at mærke ved siden af deres SU – at fordoble antallet af ph.d.ere og give et markant løft til forskningens infrastruktur.

Ved siden at globaliseringsforliget har regeringen allerede gennemført andre initiativer, der også støtter op om målsætningerne: Det gælder universitetsreformen fra 2003, der blandt andet styrker universiteternes ledelserne via bestyrelser med eksternt flertal. Det gælder etablering af Højteknologifonden i 2004, der stimulerer forskning i blandt andet nano- bio- og informationsteknologierne, og som over otte år tilføres mindst 16 milliarder kroner i grundkapital. Det gælder ikke mindst de igangværende fusioner af universiteter og sektorforskningsinstitutioner, der blandt andet skal styrke universiteternes muligheder for at klare sig i konkurrencen om forskningskroner, studerende og dygtige forskere.

Vi er med andre ord rigtigt godt på vej, når det handler om at gøre Danmark køreklar til globaliseringen. Men samtidig må vi erkende, at globaliseringen er og bliver en daglig udfordring for medarbejdere og virksomheder. Derfor fortsætter arbejdet.

Del