Grundløs kritik, Grønnegård Christensen

Allerede i 2003 anbefalede OECD at gennemføre fusioner af universiteter, at reducere antallet af sektorforskningsinstitutioner og integrere så mange som muligt af disse i universiteterne.

Disse anbefalinger står i direkte modsætning til de påstande, som professor Jørgen Grønnegård Christensen fremhæver i sin kronik her i avisen den 11. juli, hvor han blandt andet efterlyser den nødvendige dokumentation for at gennemføre fusioner.

Professor Grønnegård Christensen overser ikke alene OECD-rapporten, men faktisk har der de seneste 15 år været råd, udvalg og nævn, der gang på gang har opfordret til fusioner og integrationer af danske videninstitutioner.

I 1990 konkluderede det daværende Forskningspolitiske Råd: "Skal der skabes større sammenhæng og slagkraft i dansk forskning, bør ressourcerne koncentreres på færre, men større enheder".

Ti år senere anbefalede Forskningskommissionen, at der etableres forpligtende samarbejder mellem institutionerne i form af "konsortiestrukturer", simpelthen for at sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne for såvel forskning som undervisning samt at skabe større dynamik på tværs af institutionerne.

Børsting-udvalget foreslog også sidste år en samling af institutionerne på fødevareområdet til et egentligt fødevareuniversitet. Og senest har Danmarks Forskningspolitiske Råd fremlagt et notat, der blandt andet anbefaler en koncentration af forskningsressourcer i større miljøer.

Det er med andre ord ude af proportioner at påstå, at der ikke foreligger et veldokumenteret grundlag for fusionsprocessen.

Over hals og hoved

I sin kronik påstår professor Grønnegård Christensen, at regeringen ønsker at gennemføre fusionsprocessen "over hals og hoved". Dette er også ukorrekt. Til baggrund for det nye danmarkskort ligger som sagt konkrete anbefalinger fra ind- og udland, fremkommet fra eksperters hånd over de seneste 15 år.

Hvad angår selve fusionsprocessen er den aftalt mellem Videnskabsministeriet, universiteterne og sektorforskningen. Institutionerne har i den sammenhæng selv presset på for at få gennemført processen hurtigt af hensyn til de mange forskere, studerende og ansatte, der påvirkes af den endelige beslutning. Det ved professoren også udmærket, da han selv sidder i Aarhus Universitets bestyrelse.

Samtidig har jeg som minister med ansvar for institutionerne lagt vægt på, at processen gennemføres i dialog med de involverede parter. Det er også grunden til, at regeringen ikke offentliggjorde et færdigt og endeligt danmarkskort før sommerferien, men derimod præsenterede et udspil baseret på de indmeldinger og ønsker, der er kommet fra institutionerne – og med 15. september som næste deadline for de fortsatte drøftelser.

Derfor er professor Grønnegård Christensens påstand om, at processen har været lukket også misvisende. Tværtimod har jeg gjort meget ud af en så åben og gennemsigtig proces som muligt.

De seneste måneder er der holdt møder med de enkelte institutioners ledelser både samlet og bilateralt. Allerede i april bad jeg institutionerne om at melde deres ønsker ind til fremtidige samarbejdspartnere, og Videnskabsministeriet modtog i forlængelse heraf mange gode og konstruktive forslag.

Parallelt med denne proces har jeg undervejs udtalt mig til pressen om regeringens beslutninger og visioner, herunder de kriterier som ligger til grund for det nye danmarkskort.

Fusioner er ikke målet – men midlet

Allerede den 26. januar i år udtalte jeg til Ritzau: "Fusioner er ikke målet, det er midlet. Målet er at skabe nogle stærkere forskningsmiljøer, der kan klare sig internationalt, og skal vi klare os, så må vi samle kræfterne". Fusioner er et middel til at klargøre Danmark til den tiltagende globale konkurrence om viden og kompetencer.

Hvis danske medarbejdere og virksomheder skal klare sig i konkurrencen om at levere nye produkter og services med et højt videnindhold, så siger det sig selv, at det forudsætter international topklasse, når det handler om forskning, innovation og uddannelser. Derfor skal vi have endnu stærkere og mere konkurrencedygtige universiteter.

Det betyder ikke nødvendigvis store universiteter. Men det betyder, at vi skal have universiteter, der har en tilstrækkelig kritisk masse og større faglig bredde for at klare sig i konkurrencen.

Derfor giver fusioner mening

Med stærke universiteter bliver det lettere at sammensætte de gode forskerteams af anerkendte forskere. Det bliver lettere for disse teams at deltage i de internationale forskerprogrammer og at hente forskningsmidler hjem fra EU-programmerne. Simpelthen fordi stærkere miljøer vil have den nødvendige muskelkraft til det.

Stærkere miljøer betyder også en bedre udnyttelse af forskningsfaciliteterne, for eksempel på det sundhedsvidenskabelige område, hvor forskningsudstyr og apparater kan være meget ressourcekrævende.

Regeringen lægger vægt på, at vi får mest muligt ud af de investeringer, der i disse år tilføres forskningsområdet, ikke mindst når det handler om laboratorier, apparaturer mv.  

Jeg forventer også, at de nye universiteter får lettere ved at sammensætte nye og spændende kombinationer af uddannelser, fordi man fremover vil kunne trække på flere kompetencemiljøer. Det vil være til glæde for fremtidens kandidater, der forventes at have nye og forskelligartede kompetencer med i rygsækken, når de forlader universitetet.

Det vil også være til glæde for aftagerne, der i lang tid har efterspurgt nye kombinationer af uddannelser, ikke mindst når det handler om de kompetenceprofiler, der er vigtige for at kunne begå sig på et globalt marked. 

I det hele taget forventer jeg, at de nye universiteter vil kunne etablere endnu stærkere samarbejder med det omkringliggende samfund, herunder erhvervslivet. Det skyldes blandt andet, at sektorforskningsinstitutionerne vil kunne befrugte universiteterne med sin mangeårige erfaring om samarbejde med brugere og aftagere.

Flere sektorforskningsinstitutioner henter i dag op imod 40 procent af deres finansiering fra eksterne kilder og arbejder dagligt med at sprede ny viden til erhvervslivet og offentlige myndigheder. Det er helt afgørende med et tæt samspil mellem de nye universiteter og erhvervslivet, hvis vi skal gøre os reelle forhåbninger om at blive et førende vidensamfund.

Blandt sine mange påstande hævder professor Grønnegård Christensen desuden, at fusionsprocessen vil tappe universitetsmiljøet for ressourcer. Tværtimod er der gode erfaringer fra blandt andet de fusioner, der allerede er gennemført på området, og som har givet ny dynamik og forbedringer for medarbejdere og aftagere.

Og hvad skulle alternativet egentlig være? At lade stå til og ikke styrke universiteterne, mens udlandet i disse år investerer storstilet i forskning, innovation og uddannelse? Hvad ville det ikke betyde for fremtidens forskere, kandidater og virksomheder, der alle skal begå sig i en global konkurrence?

Lad mig slutteligt kort forholde mig til den kritik af universitetsreformen fra 2004, som professor Grønnegård Christensen også fremkommer med i sin kronik.

Universitetsreformen havde blandt andet som formål at give universiteterne mere selvstyre og professionelle bestyrelser. Det er kun en naturlig udvikling, som vi allerede har set i lande, vi normalt sammenligner os med, og som er med til at skabe endnu bedre forudsætninger for, at fremtidens universiteter vil klare sig godt i den internationale konkurrence.

Grundløs kritik, Grønnegård Christensen.