Globaliseringen vindes ved at gøre tingene anderledes
Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Morsø Folkeblad 24. marts 2006.
Vi skal tænke nyt, hvis vi fremover skal være et af verdens rigeste lande, og regeringen har med globaliseringsstrategien fremlagt 333 forslag til fornyelse.
Globalisering ser vi i det daglige. Rigtig mange af de nye tv-apparater, kameraer, de unges mp3-afspillere og det meste legetøj kommer fra Kina. Og vi ved, at indere, der sidder i såkaldte callcentre er rigtig gode til at betjene danske SAS-kunder. Danske virksomheder er ved at vænne sig til, at det er sådan, at Kina i høj grad er vores fabrik og Indien vores kontor.
Vi hverken kan eller skal konkurrere på lave lønninger, så i stedet skal vi gøre mange ting anderledes i årene, der kommer. Det fremgår af regeringens strategi for, hvordan Danmark vinder globaliseringen.
Vi skal ikke mindst sørge for, at vore børn og unge får de bedste uddannelser. Det kræver, at vi strammer os lidt mere an. Kvaliteten og relevansen skal dermed løftes i hele uddannelsessystemet fra folkeskole til forskerskole.
Vi skal gøre os mere umage for, at de unge bliver hjulpet hurtigere igennem uddannelsessystemet, så de får bedre muligheder for en god erhvervskarriere og dermed de rette udfordringer og en god livsindkomst.
Det nytter altså ikke, at vi tror, at det er en særlig dansk værdi, at højtuddannede unge er 30 år før de starter på arbejdsmarkedet. Danske unge kommer bagud på point, hvis de bliver for sent færdige i forhold til deres jævnaldrende konkurrenter fra andre vestlige lande.
Der er langt mere perspektiv i, at 25 år på længere sigt som hovedregel bliver det normale for, hvornår højtuddannede unge er parat til at tage fat på arbejdsmarkedet.
I stedet for at holde lange pauser, er det langt bedre hurtigt at komme i gang med at læse, få de store oplevelser, de spændende studieophold i udlandet og de nye indtryk i studietiden. Så har unge også en langt bedre ballast i forhold til de erfaringer, de indhøster.
Vi skal også sørge for, at vores universiteter og handelshøjskoler indretter sig efter, at langt flere unge skal have en lang uddannelse. Der er brug for, at uddannelserne hjælper de unge til en god start og en god afslutning.
Og til at vejlede unge i forhold til hvad de vil, når de er færdig med uddannelsen. Ligesom vi skal indrette uddannelserne mere efter, hvad det egentlig er, at arbejdsgiverne efterspørger hos de nyuddannede.
Vi skal samtidig sikre, at danske unge kommer ud i den store verden. Og at dygtige udenlandske unge får lov til at være med til at løfte de danske uddannelser. Derfor vil vi lade pengene følge den studerende til udlandet, så langt flere kommer ud. Og vi vil gøre en ekstra indsats for, at danske unge og danske uddannelser kan indgå på det globale marked.
De 333 fremtidsforslag kommer ikke ud af den blå luft. Tværtimod har vi holdt et hav af møder i regeringens Globaliseringsråd, hvor gode og indsigtsfulde folk er kommet med deres bidrag.
Strategien er regeringens ansvar, som partierne nu skal behandle i en helhed. Vi ved godt, at nogle af forslagene udfordrer vanetænkning, men vi er nødt til at turde forny os, hvis vi skal bevare trygheden.





