Forvrænget billede af universitetsloven

Halve sandheder bliver ikke hele af at blive sagt igen og igen – men gentagelserne er selvfølgelig en effektiv måde at plante dem solidt i læsernes hoveder på.

Således har Politiken gjort det til nærmest fast praksis ikke at omtale universitetsloven fra 2003 uden efterskriften "... der afskaffede 500 års demokrati på universiteterne" – senest i artikler den 11. og 17. november.

Det billede, man på denne måde ønsker at fremmane, ligger i klar forlængelse af det billede, som dele af oppositionen har tegnet op: At regeringen, Socialdemokraterne og Kristendemokraterne med vedtagelsen af universitetsloven har udhulet universiteternes historiske demokrati og forskningsfrihed – og at universiteterne nu endegyldigt er i "onde" erhvervskræfters vold. 

Den fulde sandhed er noget mere kompliceret.

En tradition, hvor magtfulde professorer enerådigt bestemmer alt, kan næppe kaldes demokrati. Og det var sådan, situationen på universiteterne var indtil 1970.

Det er med andre ord ikke en hundredårig tradition, som universitetsloven ændrer på – men først og fremmest en 36 år gammel styreform, som ikke giver den danske universitetssektor beslutningskraft nok til at matche den dundrende udvikling, som den har gennemgået siden.

Styrelsesloven fra 1970 indførte en ordning på universiteterne, som næppe mange andre danskere kender fra deres egen arbejdsplads: De universitetsansatte kunne nu selv vælge deres ledere – rektor, dekaner og institutledere.

Ordningen blev indført som reaktion på professorvældet – og som en naturlig konsekvens af, at de danske universiteter for længst var vokset ud af mikroskopstørrelsen. Men siden er udviklingen bare accelereret.

I starten af 70'erne var det fem-seks procent af en ungdomsårgang, der gik på universitetet. Det var i sig selv kronen på en imponerende udvikling med et stigende velstands- og uddannelsesniveau i den danske befolkning. Men i dag er andelen vokset til hele 15 procent – og det er regeringens mål, at den skal stige yderligere.

Det årlige antal af kandidater fra universiteterne var for 30 år siden små 2500. Sidste år var det 12.200 – cirka fem gange så mange. Og antallet af medarbejdere på universiteterne er selvfølgelig steget i samme takt. Den vækst stiller i sig selv store krav til universitetsledelserne. Men forventningerne til, hvad universiteterne skal levere, er samtidig også vokset.

Det er universiteterne, der skal opretholde det danske velfærdssamfund også i fremtiden. De skal skabe og udvikle fremragende forskningsmiljøer. De skal uddanne kandidater, der er stærkt rustede til at begå sig på det globale arbejdsmarked. De skal samarbejde med både offentlige og private aktører og virksomheder om at gøre deres viden tilgængelig og anvendelig. Og de skal holde en høj profil i forhold til både samarbejdspartnere og potentielle medarbejdere og studerende i udlandet.

Det stiller mange krav at leve op til de forventninger. En dygtig, fremsynet og langsigtet personalepolitik er ét eksempel. En langt mere målrettet, strategisk tænkning, hvor man prioriterer at udnytte og udbygge sine forcer, er en anden. Og alt det kræver først og fremmest: ledelse.

På trods af de mange dygtige universitetsledelsers evner, så stod det helt klart for regeringen, at 70'er-strukturen ikke gav de skiftende medarbejdervalgte ledere den nødvendige beslutningskraft til at leve op til det.

Derfor blev ledelsesformen på universiteterne lavet om med universitetsloven. I dag bliver alle institutledere, dekaner og rektorer ansatte, og universiteterne har en bestyrelse – hvor de studerende og de ansatte også har repræsentanter – til at fastlægge retningslinierne for universitetets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.

Det eksterne flertal i disse bestyrelser fik meget tidligt kritikere af loven til at tale om demokratiets fallit og forskningsfrihedens undergang. Men i virkeligheden er der jo tale om en åbning af universiteternes ledelser – en demokratisering i forhold til resten af samfundet.

Desuden synes jeg, at medieberetningerne for eksempel om forskere, der er trådt under fode eller har fået mundkurve på, har glimret ved deres fravær, siden loven blev indført.

Til gengæld har jeg læst om, hvorledes universiteterne med bestyrelserne i spidsen i den grad har oprustet – hvad enten det har været igennem ansættelse af yngre professorer, omstruktureringer internt eller igennem den fusionsproces, der netop er overstået.

I det hele taget vil jeg gerne se den, der vil beskylde de dygtige og alsidige universitetsformænd og bestyrelser for at være optaget af noget som helst andet end at styrke og værne mest muligt om universitetet og dets integritet.