Fagligt grundlag for fusioner

I morgen modtager regeringen den endelige tilbagemelding fra universiteterne og fra sektorforskningen til det udspil til et nyt danmarkskort med færre og stærkere universiteter.

De foreløbige meldinger peger på, at vi modtager noget i retning af 1.500 sider fra institutionerne - en fyldig og faglig dokumentation af grundlaget for de kommende universitetsfusioner.

En dokumentation af de nye samarbejdsmuligheder mellem forskningsmiljøer, der kommer tættere på hinanden. Af muligheder for nye og bedre uddannelser.

Dokumentation for, hvordan de nye institutioner vil være bedre rustet til at hente EU-midler hjem til dansk forskning, samt en dokumentation for, hvordan institutionerne vil kunne udnytte forskningsfaciliteter som laboratorier, apparaturer, mv. langt bedre end i dag.

Derfor må jeg også tage afstand fra den påstand, som videnskabsordfører Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti kommer med i sit indlæg her i avisen den 1. september: At regeringen lader sig styre af devisen om, at stort er smukt.

Tværtimod. Det omfangsrige arbejde, der nu afsluttes, vidner om, at der er mange synergier mellem institutionerne. Synergier, der ikke tager udgangspunkt i institutionernes størrelse, men i deres individuelle forcer og kompetencer.

Tilbagemeldingerne markerer en foreløbig afslutning på en intensiv proces, der har fundet sted siden foråret, og hvor mange aktører har været i spil. Det gælder i første række bestyrelserne og de daglige ledelser rundt omkring på universiteter og sektorforskingsinstitutioner.

Der har fra forskellig side været kritik af den måde, processen har været organiseret. Hvorfor var det ikke en mere håndfast og styret proces? Hvorfor har regeringen ikke blot offentliggjort en masterplan, som vel alligevel lå i skuffen?

Og enkelte har hævdet, at beslutningsgrundlaget var for svagt, og i stedet foreslået et stort anlagt kommissionsarbejde, der skulle give det endelige svar på en fremtidig dansk universitetsstruktur.

Først om processen. Regeringen har ikke haft en masterplan til en fremtidig universitetsstruktur i skuffen.

Bestyrelserne har ønsket en central og aktiv rolle i fusionsprocesserne, hvilket regeringen har været fuldstændig enig i. De sidder tættest på og har den faglige og institutionelle indsigt, som har været helt afgørende for udarbejdelsen af det beslutningsgrundlag, der nu forelægger.

Og hertil skal selvfølgelig lægges det utal af møder, der har været mellem universiteter, sektorforskningsinstitutioner og Videnskabsministeriet undervejs, hvor de forskellige synspunkter er vejet op i mod hinanden.

Dernæst om indholdet. Den kritik, der over sommeren er blevet rejst af fusionernes faglige grundlag er udtryk for mangel på viden om de anbefalinger om fusioner, der over årene er kommet fra både national og international side.

Lad mig blot nævne OECD, der i 2004 anbefalede regeringen at fusionere monofakultære universiteter ind i multifakultære universiteter samt at integrere sektorforskningen i universiteterne. Tilsvarende anbefalinger er fremkommet i rapporter fra Det Forskningspolitiske Råd, Børsting-udvalget, mv.

Men kritikken er desuden udtryk for en mangel på respekt for det store arbejde, der nu er tilendebragt på de 25 videninstitutioner. Modsat vil jeg takke de mange bestyrelser, ledelser og medarbejdere, som har været med til at udfolde, hvordan vi praktisk kan skabe fremtidens universiteter.

Når jeg modtager alle tilbagemeldinger i morgen, er der behov for en grundig drøftelse i regeringen, før vi tager endelig stilling. Institutionernes seriøse dokumentationsarbejde skal mødes af en lige så grundig vurdering og overvejelse i regeringen. 

Samtidig har regeringen forståelse for, at man på institutionerne har brug for en hurtig beslutning, så der kan ske en afklaring, og man  kan komme videre.

Jeg forventer derfor, at vi inden for den næste måneds tid vil stå med en vifte af nye, stærkere, og mere konkurrencedygtige universiteter. Institutioner, som for fuld kraft kan bidrage til Danmarks gennemslagskraft i en globaliseret verden.