Videre til indhold. | Videre til menunavigation

14.08.2006

Bedre balance mellem danske og udenlandske studerende

Indlæg af videnskabsminister Helge Sander (V) offentliggjort i Berlingske Tidende 14. august 2006.

Ingen løsningsforslag skal stå uprøvet tilbage i sagen om det uacceptabelt høje optag af svenske læge- og dyrlægestuderende i Danmark.

Inspireret af Østrig har flere partiers ordførere de seneste dage foreslået en ordning, der kan garantere landets statsborgere en vis andel af studiepladserne.

Det er en sådan model, jeg hele tiden har forfulgt – og derfor opfatter jeg det som en positiv opbakning til regeringens linje i sagen. Men jeg agter at gå videre end østrigernes forslag, der risikerer at blive underkendt af EF-domstolen.

Udfordringen er at finde en løsning, der er langtidsholdbar, således at danske skatteydere ikke skal betale for at uddanne et så stort antal læger til det svenske samfund.

I år er næsten hver tredje af de lægestuderende og halvdelen af de dyrlægestuderende ved danske universiteter fra Sverige. Som konsekvens heraf er blandt andet andelen af danske lægestuderende faldet.

Hertil kommer, at færdiguddannede svenske kandidater ofte forlader Danmark efter endt uddannelse for at arbejde i Sverige. Det er en udvikling, som jeg finder helt uacceptabel.

Det er afgørende, at den danske befolkning har vished for, at vi også i de kommende år har tilstrækkeligt med læger på danske hospitaler. Men det er også vigtigt, at det danske uddannelsessystem ikke er en ladeport for uddannelse af udenlandske statsborgere på lægestudiet.

En væsentlig årsag til det høje optag af udenlandske studerende på danske uddannelser skal findes i EU's indre marked med fri bevægelighed for studerende.

Det kan ikke være meningen, at fri bevægelighed i dén grad underminerer de nationale uddannelsessystemer. I et indre marked er det også vigtigt at kunne sikre et tilstrækkeligt antal læger til landenes egne sundhedssektorer. Ellers kan man risikere at stå med mangel på læger, der jo er livsnødvendige for, at samfundene kan fungere.

Derfor vil jeg tage sagen op i regeringen og gerne videre i EU-regi. Jeg vil arbejde for, at der kan indføres ordninger, der garanterer den nødvendige andel af læger til den danske sundhedssektor.

Tilsvarende vil jeg se på, om vi kan motivere flere af de svenske kandidater til at blive en periode i Danmark, så det danske samfund kan få glæde af deres viden og kompetencer.

I forlængelse af sidstnævnte er det i debatten blevet foreslået at indføre en "tjenestepligt" for lægestuderende med et krav om et antal års arbejde i Danmark efter uddannelsens afslutning. En sådan ordning er jeg ikke umiddelbart tilhænger af. Alene af den grund, at den vil harmonere dårligt med EU-reglerne om fri bevægelighed.

Tværtimod skal vi udnytte det indre markeds mange fordele, så de kloge hoveder ikke udvandrer fra EU og dermed fra Danmark, men vælger at blive her for at udfolde deres talent. Vi skal have flere universiteter op i den europæiske superliga, og vi skal kræse om de gode forskere og de dygtige studerende, så de vælger at blive i Europa.

Jeg mener faktisk, at det indre marked har potentiale til at udfolde sig langt mere på uddannelsesområdet, end det er tilfældet i dag. Vi skal fjerne de sidste barrierer for den fri bevægelighed, så vi kan skabe en fælles og konkurrencedygtig markedsplads for viden, som for eksempel amerikanerne har haft i mange år.

Det handler om at gøre det lettere for universiteter, myndigheder og virksomheder at tiltrække og fastholde studerende, forskere og eksperter, samt udnytte de mange fordele, der er forbundet med, at videnmedarbejdere let kan flytte sig over grænserne og hen til de steder, hvor der er behov og efterspørgsel efter deres viden.

Endelig har jeg skrevet et brev til min svenske kollega og opfordret ham til, at vi hurtigst muligt finder en løsning, så vi kan få balance i optaget af svenske studerende i Danmark.

Det er ikke bæredygtigt, at Danmark uddanner et så stort antal læger til det svenske samfund, samtidig med at læger i dén grad er efterspurgt i vores eget. Der må være balance i tingene. Derfor har jeg med glæde noteret mig, at hans ministerium har meldt positivt ud i forhold til at finde en løsning.

Del