2006 i universiteternes tegn

Når man om hundrede år ser tilbage på de tidspunkter, der for alvor ændrede dansk universitetshistorie, så er jeg overbevist om, at 2006 vil stå højt på listen.

Det har været året, der markerede en omfattende strukturændring og en historisk styrkelse af danske universiteter og dansk forskning. Det var tidspunktet for fusioner af universiteter og sektorforskningsinstitutioner, og det var året for det brede globaliseringsforlig med milliardinvesteringer i fremtiden.

Det bliver markeret i aften ved et arrangement på Statsministerens residens, Marienborg, for de nuværende 12 universiteters bestyrelsesformænd og rektorer.

Selv om 2006 har båret præg af store og vanskelige beslutninger, synes jeg, at det har været et imponerende stykke arbejde kendetegnet af en stor målrettethed og professionalisme. Regeringen vil derfor gerne takke bestyrelserne og de daglige ledelser på landets universiteter for dette arbejde. De har været en del af en vigtig proces for Danmark.

Jeg håber, at man på de enkelte institutioner har haft en nogenlunde tilsvarende oplevelse af forløbet. For det er ikke helt den virkelighed, som offentligheden har mødt i pressen, hvor vi er blevet konfronteret med en lang række påstande – ikke mindst om universitetsfusionerne: At der ikke var udarbejdet grundige analyser forud for regeringens beslutning, at det var et af ministeren, selvopfundet, topstyret og forhastet projekt, og at det i øvrigt ikke blev gennemført frivilligt, mv.

Påstanden om, at der ikke ligger et ordentligt forarbejde til grund for det nye universitets-danmarkskort, mener jeg i bund og grund udtrykker en mangel på respekt for det store arbejde, de enkelte institutioner har gennemført. Det gælder ikke mindst de detaljerede analyser af fordele, muligheder, ulemper og risici ved de forskellige løsninger, som vi i Videnskabsministeriet har modtaget undervejs, og som har dannet grundlag for den endelige beslutning.

Bestyrelsesformænd og rektorer ved bedre end nogen andre, at fusioner af de danske forsknings- og undervisningsmiljøer har været på dagsorden i efterhånden mange år – i hvert fald helt tilbage fra starten af 90’erne – og at talrige meningsdannere, arbejdsgrupper og organisationer fra både ind- og udland har bidraget undervejs.

Det ændrer ikke ved regeringens målsætning, der har været klar fra starten: At skabe færre men stærkere universiteter, der kan matche den internationale konkurrence. Men at fusionerne skulle være en idé, der er startet og afsluttet i 2006, og som er gennemført i hast, er helt ved siden af.

Da den endelige proces gik i gang, fik jeg fra flere af institutionerne meldinger om, at man gerne så den tilendebragt hurtigst muligt af hensyn til medarbejdere og den kommende implementering. Det har jeg haft fuld forståelse for. Det har regeringen lyttet til.

I det hele taget har regeringen ønsket, at fusionerne skulle foregå ud fra et princip om frivillighed. Tvang skaber sjældent grobund for en frugtbar udvikling. Derfor er der ingen universiteter, der er blevet tvunget ud i fusioner, de ikke ønskede. Tværtimod er fusionerne et resultat af mange måneders intense drøftelser på hver enkelt institution, om hvad der kunne være mest hensigtsmæssigt for den enkelte. Fødevareområdet er vel det bedste eksempel på, at regeringen har lyttet, og netop ikke har valgt at samle alle institutioner på ét universitet.

Nu ligger der masser af muligheder, og venter på at blive udnyttet. Til gavn for de studerende, for forskerne, for erhvervslivet og for det danske samfund generelt.

Lad mig nævne fem konkrete områder:

• Vi kan få nye og spændende uddannelser i den synergi, der opstår ved at kombinere fag og studieretninger, der førhen var adskilte. 
• Vi kan få endnu større glæde af forskningsfaciliteterne, fordi vi kan sikre en bedre udnyttelse af apparatur, databaser, laboratorier, mv. 
• Vi kan blive endnu bedre rustet til at hente EU-midler hjem, fordi der samles en langt større kapacitet og mere erfaring på de enkelte institutioner.     
• Vi får lettere ved at sammensætte teams af topprofessionelle forskere, og det bliver lettere for disse at indgå i internationale forskerprogrammer, fordi de har styrken  til det. 
• Endelig opstår der nye muligheder for et endnu tættere samarbejde mellem forskning og erhverv, når sektorforskningen - der har mange års erfaring for samspil med  brugere og aftagere – integreres i universiteterne.

Der er ikke tvivl om, at både universitetsloven og universitetsfusionerne medfører store forandringer på de enkelte institutioner. Men i bestræbelserne på at forberede os på fremtiden må vi ikke smide barnet ud med badevandet. Vi skal holde fast i forskningens grundprincipper. Det gælder ikke mindst forskningsfriheden, som har været til debat de seneste uger.

Jeg vil derfor gerne understrege: Der vil ikke være forskel på forskningsfriheden før og efter fusionerne. Universiteterne har forskningsfrihed, og ledelserne skal værne om denne. Forskerne kan frit vælge metode, fremgangsmåde og emne. 

Samme budskab vil jeg gerne sende, når det gælder vores grundlovssikrede ytringsfrihed. Som Videnskabsminister vil jeg imidlertid ikke nøjes med at understrege forskeres ret til ytringsfrihed, jeg vil også fremhæve den præcisering af universitetsloven, som vi gennemførte i 2003: At universiteterne skal "tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat". Det mener jeg, er centralt for den demokratiske samtale.

Regeringen vil sikre, at forandringerne fører til de ønskede resultater. Når implementeringen er godt undervejs, vil der derfor i 2009 blive gennemført en uafhængig evaluering af fusionerne. Denne evaluering vil blandt andet inkludere den frie akademiske debat og forskningsfriheden.

Evalueringer er en naturlig del af ethvert reformarbejde, og derfor er jeg glad for, at partierne bag universitetsforliget er enige om denne fremgangsmåde. Men evalueringer er også gode pejlemærker for, om udviklingen går i den rigtige retning.

Danmark skal være et førende vidensamfund med forskning og uddannelse på det højeste internationale niveau. Vi skal være et samfund, hvor alle har gode muligheder for at udfolde deres talent. Et samfund, hvor vækst og beskæftigelse er tæt forbundet med viden og idérigdom.

Det er en nødvendig målsætning, hvis vi skal gøre os reelle forhåbninger om – også i fremtiden – at være blandt de rigeste lande i verden. For vi går en fremtid i møde, hvor vi i stigende grad vil basere vores globale konkurrenceposition på evnen til at omsætte nye idéer til nye arbejdspladser med et højt indhold af viden. Derfor spiller stærke universiteter en helt afgørende rolle for væksten i hele samfundet.

Med de strukturelle ændringer og styrkelsen af universitetsmiljøet er der skabt et godt grundlag for at møde fremtiden. Vi skal nu udnytte de mange spændende muligheder, der opstår, når forskellige universitetskulturer, forskningsmiljøer og undervisningstraditioner løber sammen, og ny energi bliver frigivet.

En større internationalisering og mere fokus på kvalitet i såvel forskning som uddannelse ser jeg som pejlemærker for det videre arbejde.

Det tager vi nu fat på efter forliget om globaliseringspuljen, der er indgået mellem VK-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Alene på forskningsområdet betyder aftalen, at de årlige bevillinger vokser fra godt 12 milliarder i år til næsten 18 milliarder kroner i 2010.

Der er aftalt en række konkrete initiativer: Det gælder for eksempel akkreditering af danske uddannelser efter internationale standarder. Det gælder introduktion af nye såkaldte konkurrenceudsatte basismidler. Det gælder præmiering af de institutioner, der formår at tiltrække midler fra internationale forskerprogrammer. Det gælder de studerendes mulighed for at tage penge med til studier i udlandet. For bare at nævne nogle få.

Men vi skal videre. Der er fortsat meget, der skal udvikles og nye mål, der skal nås. Arbejdet stopper ikke hér. I forventningerne til fremtiden må vi imidlertid ikke glemme de store ting, der er sket i fortiden. Siden Københavns Universitet startede sine aktiviteter i 1479, har begivenhederne været mange – men to af de mest skelsættende er måske gennemført inden for de seneste fem år: Universitetsreformen fra 2003, hvor bestyrelser med eksternt flertal blev født, og det nye universitets-danmarkskort fra 2006, hvor vi fik færre, stærkere og mere konkurrencedygtige universiteter.