Myterne om universiteterne står for fald

Kina og Indien hungrer efter vore arbejdspladser, og virkeligheden er da også, at Kina snart er blevet fabrik og Indien kontor for store dele af erhvervslivet i den vestlige verden. Hvis vi i Danmark skal etablere tilstrækkeligt mange arbejdspladser i fremtiden, bliver vi nødt til at sikre, at vort uddannelsessystem er i verdensklasse.

Udflytning af job er en central del af globaliseringsdiskussionen. Og det stiller alt sammen helt nye krav til, hvordan vi sikrer, at de uddannelser, vore børn og unge får, ikke bare er i topklasse, men først og fremmest er skruet sådan sammen, at danske og internationale arbejdsgivere synes, at de vil være attraktive medarbejdere.

Løsningerne diskuterer vi blandt andet i regeringens Globaliseringsråd, men nok så vigtigt er det at få nogle bud på, hvad der skal til. Jeg tror, at der er mange myter om universiteterne, som vi nu skal se at punktere. I stedet skal vi udskifte myter med konkret handling

Myte 1: Universiteterne handler om dannelse, fordybelse og lærd refleksion over tunge faglige temaer

Universiteterne har i mange år åbnet sig mod omverdenen. Men elfenbenstårnene eksisterede engang, og nogle steder lever de i bedste velgående.

Det gav mening, dengang man uddannede til et lille bitte akademisk arbejdsmarked. Dengang universiteterne kun var for de få, for de rige og de allerklogeste. I dag er universiteterne åbne for alle, blandt andet fordi arbejdsmarkedet efterspørger højtuddannede.

Nu er det sådan, at 44 ud af hver 100 unge får en videregående uddannelse, heraf bliver knap 15 unge uddannet fra et universitet. Målet er, at halvdelen af de unge får en videregående uddannelse.

Derfor må vi vælte de sidste elfenbenstårne. Vi er nu der, hvor vi må indrette universiteterne til det 21. århundredes virkelighed. Det er blandt andet, at man tager hånd om de unge og laver mere struktureret undervisning.

Vi har brug for en mentorordning, hvor ældre studerende tager yngre i hånden, når de begynder, så alt den nye frihed ikke bliver helt uoverskuelig, men så den enkelte unge får hjælp til at lære det ny miljø at kende. Endelig skal karrierevejledningen blive langt bedre og systematisk både før, under og i forbindelse med, at den unge afslutter uddannelsen.

Gevinsten vil være, at langt flere får en god start. Og langt færre skifter studie eller endnu værre dropper helt ud af universitetet. Det betyder oveni hatten, at vi også får studietiderne ned, så danske unge ikke bliver sat bagud i konkurrencen med deres udenlandske jævnaldrende, der starter langt tidligere.

Myte 2: Universiteterne er indrettet på at forkæle eliten

Universiteterne har klassisk været gode til at finde talenter, spore dem ind på de felter, hvor de er i særklasse dygtige og ud af det, er der kommet de fremmeste forskere.

Opgaven med at spotte eliten løfter universitetet i dag. Men slet ikke systematisk. Og det er ærgerligt, for vi ved, at hvis vi forkæler eliten, så får vi også bredden med. Hvis vi sørger for miljøer for de allerbedste, så løfter de det samlede niveau.

Ligesom Danmark i sportens verden har vist enestående resultater i forhold til landets størrelse, så skal vi gøre det på universiteterne ved at forkæle eliten.

Jeg mener derfor, at vi skal gøre eliteplejen langt mere systematisk og intens. Måske skulle vi lave elitekandidatuddannelser, hvor vi finder de allerbedste. Vi skal systematisk screene universiteterne for talenter, som kan gå forskeruddannelsesvejen. Og lave programmer for særlige forskertalenter.

Myte 3: Alle universiteter skal have alle varer på hylderne, så de unge bliver i regionen

Det lyder både godt og prisværdigt, når mange af universiteter synes, at de skal have lidt af det hele. Men det giver flere problemer. Særligt bliver det svært at komme i verdensklasse, hvis de faglige miljøer bliver bittesmå.

Jeg har derfor sat en proces i gang indenfor de bløde humanistiske fag, hvor vi har mange mikroskopisk små fag, hvor få søger ind, mange dropper ud af uddannelserne, og hvor de få, der bliver færdige, vandrer direkte ud i ledighedskøen. Det er et kæmpespild, som universiteterne nu er blevet bedt om at rette op på. Enten ved sammenlægninger eller strategiske partnerskaber.

Men denne proces handler jo faktisk om, at alle eksisterende fag, alle nye fag og alle universiteter allerhelst skal i verdensklasse. Rent praktisk er det i dag mig som minister, der godkender de nye uddannelser, universiteterne beder om tilladelse til at oprette. Der er noget gammeldags over, at en minister skal sidde som en anden planøkonom bag skrivebordet og styre, hvilke uddannelser der skal være.

En helt ny model bør vi overveje. En model, der både tager hensyn til kvaliteten og de behov, der er på arbejdsmarkedet. Nyskabelsen kunne være en institution, der både vurderer kvaliteten og relevansen af de eksisterende uddannelser og nye forslag til uddannelser. Et kriterium kunne være, om der er arbejdsgivere, som efterspørger en sådan ny uddannelse. 

Et andet kunne være, om arbejdsgivernes behov allerede er dækket ind. Endelig vil der også skulle indgå regionale betragtninger, så vi sikrer, at alle landsdele har elitemiljøer i verdensklasse. En borgerlig-liberal regering kan ikke gå med til en centralistisk øvelse, der alene tilgodeser København og nærmeste omegn. Bundlinjen vil være, at ikke alle universiteter kan tilbyde noget for alt og alle. I stedet vil nogle uddannelsesmiljøer lukke og andre opstå.

Myte 4: Det er farligt, hvis politikerne sætter sig mål for, hvad de unge skal studere for ingen véd, hvad fremtiden bringer

Vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi ikke alene kan leve af at klippe og barbere hinanden. Javist, der er masser at hente i overskriften kultur- og oplevelsesøkonomi, for under det ligger turisme, sport, events, forlag, medier, internet, film, museer osv.

Her skal de humanistiske – og i øvrigt også de samfundsvidenskabelige – fag selvfølgelig kende deres besøgelsestid og indrette sig på, at de nye tider betyder nyt uddannelsesindhold, så en cand. mag. i historie og dansk ikke bliver gemt væk på et lærerværelse eller på et museum.

Nej, vi bliver nødt til at se i øjnene, at en række af samfundets vigtige nyskabelser udspringer af unge, der har en uddannelse som ingeniør, natur- og sundhedsvidenskab og informations- og kommunikationsteknologi. I dag er det omvendt, idet der uddannes næsten tre gange så mange humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidater som naturvidenskabelige.

Danske drenge og piger har omtrent den laveste interesse for de teknisk- og naturvidenskabelige fag i alle de lande, vi sammenligner os med (OECD). Det er simpelthen en kulturændring, der skal finde sted fra folkeskole til forskerskole. Og det tager tid. Men svenskerne har for eksempel været i stand til at få markant flere piger indenfor de tekniske videnskaber, og finnerne er også gode. Så skulle vi også kunne finde ud af det.

Jeg mener derfor, at vi skal forkæle de hårde, mere teknisk-naturvidenskabelige fag, så de er superattraktive for de unge. Det kunne være i form af bedre rammer. Det kunne være i form af nye uddannelser inden for f.eks. bioteknologi, fødevarer, miljø, energi, informations- og sundhedsteknologi.

En kontant tilskyndelse til, at universiteterne uddanner de unge til job og ikke til arbejdsløshed, kommer vi heller ikke udenom. Den eksisterende uvilje mod at ændre på optagelsestallene må imødegås, for den har betydet, at mange unge nyuddannede gik lige lukt ud i arbejdsløshed, fordi alternativet jo var, at der var faglige miljøer, som blev nedprioriteret eller lukket.

Kort sagt, er det tid til forandring på Danmarks universiteter. Men selv om kronikken her mest fokuserer på problemer, så er alting ikke jammer og elendighed, som nogle måske kunne fristes til at tro.

Lad mig derfor nævne, at der foregår en masse positive og gode ting rundt omkring på de danske universiteter i forhold til det, der efterlyses i denne kronik. Blandt andet har vi gennemført en vidtgående universitetsreform, der sætter klare rammer i fremtiden ved, at vi nu får styrket ledelsen, så den netop kan udøve ledelse og sætte klare prioriteter frem for at tage alle mulige usaglige hensyn.

Men ligesom vore nabolande ruster sig til kampen om fremtidens job i globaliseringen, så nytter det ikke, at vi luller os i søvn i troen på, at vi bare har verdens bedste uddannelsessystem, og at vi ikke kan lære noget af de andre.

Tværtimod. Vi skal se at komme ud af hullerne, for så bliver det endnu engang Danmark, der kommer til at placere sig fint i alle de internationale undersøgelser i de kommende år.

Gør vi ikke det, så må vi se alle de andre passere forbi os. Så der er nok at gå i gang med og alle, der har lyst til at være med, er inviteret til at bidrage til, hvordan vi får verdens bedste universiteter.