Videre til indhold. | Videre til menunavigation

02.11.2006

Udmøntning af globaliseringspuljens midler til forskning og udvikling

Aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om udmøntning af globaliseringspuljen.

Forskning og udvikling er en af nøglerne til fornyelse, videnopbygning og erhvervsudvikling og dermed et grundlag for fortsat vækst og velstand. Det er derfor vigtigt at øge forskningsindsatsen og forbedre kvaliteten. Aftalepartierne er enige om, at de offentlige bevillinger til forskning og udvikling i 2010 skal nå op på 1 pct. af BNP. Aftalepartierne lægger afgørende vægt på, at kvalitet skal være et bærende element i fordelingen af forskningsmidlerne.

Med en markant stigning i de offentlige forskningsmidler er aftalepartierne enige om, at der er behov for at uddanne flere forskere, investere i infrastruktur og sikre, at der sker en styrket spredning og anvendelse af forskning og ny viden. Aftalepartierne er samtidig enige om, at der er behov for at øge såvel universiteternes basismidler som midler til den frie og den strategiske forskning i konkurrencestrengen.

Stigningen i forskningsbevillingerne kræver planlægning og gradvis udmøntning. Midlerne skal derfor udmøntes i en sådan takt, at der sikres den nødvendige forskningsmæssige kapacitetsopbygning. Forskningsinstitutionerne skal på grundlag af de øgede basismidler og flere langsigtede forskningsprogrammer kunne planlægge med
et flerårigt perspektiv.

Initiativerne i indsatsen for forskning og udvikling opdeles under følgende overskrifter:

  • Basisbevillinger.
  • Opbygning af forskningskapacitet.
  • Fri forskning.
  • Strategisk forskning.
  • Samarbejde med private om forskning og udvikling.
  • Ufordelt reserve.

Velfærdsaftalen indebærer, at der frem til 2012 skal udmøntes betydelige midler for at gennemføre målsætningen om, at kvaliteten og omfanget af den offentlige forskning i Danmark skal måle sig med de bedste i verden. For at sikre en langsigtet kapacitetsopbygning er aftalepartierne enige om at udmønte midler til ph.d.-uddannelser og post.doc.-stillinger for hele perioden 2007-2012.

På en række områder er der behov for at igangsætte nye initiativer, som aftalepartierne ønsker at vurdere, før der tages stilling til yderligere fordeling af reserven. Det drejer sig bl.a. om at skabe et bedre grundlag for prioritering af strategisk forskning. Samtidig skal alle nye initiativer evalueres i 2009 efter en skabelon, som giver mulighed for på baggrund af evalueringerne eventuelt at fortsætte indsatserne, foretage justeringer eller omprioritere til andet.

Aftalepartierne er derfor enige om, at det er mest hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at placere en betragtelig del af globaliseringspuljen til forskning som en reserve, der fordeles i forbindelse med de kommende års finanslovsaftaler. På denne baggrund udmøntes den samlede globaliseringspulje til forskning i 2007 og 2008, mens der fra 2009 og frem er voksende reserver.

Aftalepartierne er enige om, at der i efteråret 2007 skal ske en drøftelse af fordeling af reserven på de fem hovedområder bl.a. i lyset af en reform af overheadordningen, der med virkning fra 2008 skal sikre dækning af følgeudgifterne for forskningsprojekter
i konkurrencestrengen.

Udmøntningen af forskningsmidlerne i globaliseringspuljen foretages som vist i tabel 2.0.

Tabel 2.0: Fordeling af midler fra globaliseringspuljen til forskning og udvikling
Mio. kr. 2007 pl. 2007 2008 2009 2010 2011 2012
I alt 1.000 2.000 3.300 4.600 4.900 5.200
2.1 Basisbevillinger 300 800 1.010 720 950 1.090
2.2 Opbygning af forskningskapacitet 230 240 250 60 60 60
2.3 Fri forskning 85 385 450  -  -  -
2.4 Strategisk forskning 330 435 435 200  -  -
2.5 Samarbejde med private om forskning og udvikling 55 140 150  -  -  -
2.6 Ufordelt reserve  -  - 1.005 3.620 3.890 4.050

I udmøntningen på FL07 tages både hensyn til den gradvise udmøntning og til, at forskningsinstitutionerne kan planlægge med et flerårigt perspektiv som anført i velfærdsaftalen.

I takt med udmøntningen gives mulighed for at anvende en andel af de udmøntede beløb til administration. Denne andel er på 2,2 pct. i 2007, 2,0 pct. i 2008, 1,8 pct. i 2009 og 1,5 pct. fra 2010 og årene derefter. Andelen til administration skal bl.a. anvendes til at forberede og udmønte initiativerne, udformning og opfølgning på resultatkontrakter samt udvikling af nye virkemidler. De betydelige investeringer i forskning giver behov for at etablere en væsentlig mere omfattende opfølgning og evaluering end hidtil dels for at sikre dokumentation for høj kvalitet, dels for at kunne kvalificere fremtidige prioriteringer og vurdere effekten af  forskningsinvesteringerne.

Aftalepartierne er enige om, at en af de helt centrale udfordringer i tilrettelæggelsen af de kommende års indsats er, at finde balancen mellem på den ene side en stadig kvalitetsudvikling af dansk forskning og på den anden side gode arbejdsvilkår for de nye ledelser på de danske forskningsinstitutioner. Derfor tages helt nye virkemidler i brug i forskningspolitikken. Det er virkemidler, der både understøtter institutionernes muligheder for at agere inden for de nye selvstændige rammer, og som også sikrer, at der bliver en sund konkurrence om midlerne, så de mest kvalitetsbaserede, perspektivrige og samfundsnyttige forskningsforslag får højst prioritet.

Det øgede fokus på konkurrence og kvalitet skal således understøtte de nye ledelsesprincipper, der er indført med den nye universitetslov. Derfor lægges der i nogle af de nye meget centrale virkemidler vægt på, at det er institutionernes ledelser, der står som ansøgere. Dette nye princip betyder også, at mere traditionelle overvejelser om forholdet mellem de såkaldte "basismidler" og "konkurrencemidler" fremover må nuanceres væsentligt.

I bilaget nedenfor beskrives de konkrete initiativer i aftalen inden for de fem hovedområder.

Del