Tillæg til aftale om frekvenspolitiske initiativer
Der er enighed mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne om at afprøve auktionsmodellen i forbindelse med den kommende tildeling af radiofrekvenser til 3. generations mobilnet (UMTS).
Tillægsaftale
I tilknytning til den telepolitiske aftale fra 7. oktober 1999 om nye frekvenspolitiske initiativer, er der enighed mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne om, i lyset af de aktuelle udenlandske erfaringer, at afprøve auktionsmodellen i forbindelse med den kommende tildeling af radiofrekvenser til 3. generations mobilnet (UMTS). Det sker i bl.a. England og Holland.
Med sigte herpå nedsættes der en arbejdsgruppe med repræsentanter for Forskningsministeriet, Telestyrelsen, Konkurrencestyrelsen og Finansministeriet, som skal udarbejde en konkret auktionsmodel med henblik på tildeling af radiofrekvenserne til 3. generations mobilnet (UMTS).
Modellen udformes således, at der i denne indgår minimumskrav med henblik på at tilgodese de generelle telepolitiske målsætninger (eksempelvis mulighed for omfordeling, inddragelse, evt. minimumskrav til priser og produktudbud, udbredelse, forbud mod videresalg m.v.).
Når resultatet af arbejdsgruppens drøftelser foreligger, vil det blive drøftet i kredsen af teleordførere m.h.p. efterfølgende lovgivning.
Lovforslag forudsættes fremsat og vedtaget i efteråret 2000. Den hidtil forudsatte tildeling af tilladelser til 3. generations mobilnet ultimo 2001 vil hermed kunne finde sted betydeligt tidligere.
Lovforslaget vil blive drøftet med forligspartierne inden fremsættelsen.
De øvrige, aftalte frekvensudbud (trådløse abonnentnet (FWA), 2. generations mobilnet (GSM) og mobile tjenester til nød- og beredskabsformål m.v. (TETRA)) berøres ikke af ovennævnte.





