Gå til indhold

Nyt studielån kan hjælpe studerende til at finansiere udlandsophold

29. oktober 2013
Studerende, der tager på uddannelsesophold i udlandet, kan søge om udlandsstipendium til betaling af studieafgiften. Er studieafgiften større end stipendiet, kan studerende fra 1. november søge om et udlandsstudielån til betaling af afgiften.

Fra 1. november kan studerende søge om udlandsstudielån til betalig af studieafgiften på uddannelser i udlandet.

Studerende, der ønsker at tage et studieophold eller en hel kandidatuddannelse i udlandet – uden for uddannelsernes aftaler om udveksling – har mulighed for at søge om et såkaldt udlandsstipendium.

Udlandsstipendiet dækker den del af studieafgiften på en udenlandsk uddannelse, som svarer til udgiften for den studerende på den danske uddannelse. Hvis studieafgiften på den udenlandske uddannelse er højere end udlandsstipendiet, kan studerende således låne op til 100.000 kroner til betaling af studieafgiften.

- Et uddannelsesophold i udlandet er en rigtigt god investering i fremtiden. Har man valgt et studieophold eller en kandidatuddannelse på en dyr uddannelse, kan udlandsstudielånet bidrage til, at man kommer af sted uden unødigt høje omkostninger. Det er målet, at mindst halvdelen af alle studerende tager på udlandsophold i løbet af deres uddannelse, og regeringen vil give de studerende de bedste muligheder for at gå efter internationale erfaringer, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Udlandsstudielån

  • Studerende kan optage et udlandsstudielån, hvis de har søgt og har ret til udlandsstipendium og påbegynder den udenlandske uddannelse den 1. juli 2013 eller derefter.
  • Den studerende kan låne et beløb, der svarer til differencen mellem den danske taxametertakst (størrelsen af udlandsstipendiet) og den udenlandske uddannelses faktiske studieafgift  - dog maksimalt 100.000 kroner.
  • Lånet skal betales tilbage efter de samme regler som det almindelige SU-lån.
  • Man kan søge om lånet med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 2013.

Studerende med udlandsstipendium

  • Studerende, der ønsker udlandsophold uden om uddannelsesinstitutionernes udvekslingsaftaler, kan søge om udlandsstipendium til at betale studieafgiften på den udenlandske uddannelse. Udlandsstipendiets størrelse svarer til udgiften til den studerende på den danske uddannelse.
  • I 2011 fik 2.125 studerende tildelt udlandsstipendium til enten studieophold eller hele uddannelser i udlandet. I alt fik de studerende tildelt 54 millioner kroner i udlandsstipendium, mens den samlede studieafgift for de uddannelsesperioder, som støtten blev givet til, udgjorde 105 millioner kroner.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Mette Ring Rossing, kontorchef, Kontoret for Særlig Uddannelsesstøtte, tlf.: 72317950, e-mail: mrr@vus.dk
Carina Elkott, pressesekretær, tlf.: 72318089, e-mail: care@fivu.dk

Handlinger tilknyttet webside